Effektiv indsats: Se hvordan foreninger rydder op efter karneval
Tom, Sussi , Heidi og mange andre stod klar med river og skovle fra morgenstunden
AALBORG: Der blev gået til den, da ti idrætsforeninger fra Aalborg og omegn mødtes i Kildeparken søndag morgen. De er nemlig ansvarlige for rengøringen efter årets karneval, og det er ikke nogen helt lille opgave, når man tager mængden af affald i betragtning.
Ifølge næstformand i karnevalsforeningen, Rasmus Rønnau, er det dog hverken værre eller bedre, end normalt. Snarere lidt bedre faktisk.
- Vi kan for eksempel se, at deltagerne har været rigtig gode til at afleveres deres brugte vogne på de vognkirkegårde, vi har haft flere steder. Og det skal de have stor ros for, for det letter vores arbejde betydeligt, forklarer han.
Aalborg Karneval har i år aftalte med ti forskellige foreninger, der står for oprydningen i hvert sit område af Kildeparken, og de tager sig også af skraldet i skulpturparken på den anden side af vejen samt den strækning af Vesterbro, der ligger mellem Ansgar Kirken og Fremtidens Hus.
Og når de er færdige, er der som regel ikke andet tilbage end lidt af scenerne og andet fast inventar, som ikke er blevet afhentet endnu.
- Men for en sikkerheds skyld har vi også omkring 100 unge fra Sportshøjskolen, som kommer og kigger det hele efter i sømmene mandag morgen. For selvom vi tager alt - også under buske andre steder, hvor de kan gemme sig affald, kan der alligevel godt være lidt, som er er blevet overset, siger Rasmus Rønnau.
Tom Christensen fra SGIF er en af dem, der var først på pletten i Kildeparken søndag morgen. Og med sig har han omkring 20 fodbolddrenge og deres forældre.
- Vi gør det for at samle penge ind til vores deltagelse til Verona Cup i uge 42, for vi får omkring 15.000 kroner for vores indsats, og det er et godt tilskud til turen, der ellers ville koste omkring 3000 kroner pr person, fortæller han.
Området som Tom og drengene er ansvarlig for, er allerede ved at ligne sig selv. Men der er fortsat langt igen andre steder - også uden for parken, hvor Heidi Qvist Nielsen fra AaB Ishockey knokler med at fjerne de tunge metalhegn.
- Vi var også med til at sætte dem op, og nu skal de så ned igen, så jeg har efterhånden rutinen, forklarer hun.
Ifølge Heidi kalder de frivillige fra AaB Ishockey sig for Fremtidens Pirater, og de har blandt andet været med til at skaffe penge til en tur til Canada.
- Men det er ikke kun det, der tæller. Det giver nemlig også et godt fællesskab mellem forældrene, at vi laver den slags ting sammen, mener hun.