Billede beskrivelse

Du kan også se på modelfly

Den kommende weekend byder på meget andet end karneval

24. maj 2018 kl. 15.52

AALBORG: Ugen igennem har hele byen varmet op til det store karneval, der denne lørdag når sit klimaks med fest, farver, dans og drinks. Selvom den store begivenhed tiltrækker enorm opmærksomhed, er det alligevel værd at nævne nogle af de mindre arrangementer, der ligger i dagene omkring weekendens hovedbegivenhed. Få dig et godt grin, vær med til at fejre fødselsdag i Huset og bliv klogere på modelfly. Hav en rigtig dejlig weekend!

Torsdag: Aalborg Open Mic

Er du typen, der er god til at få andre til at grine, eller er du bare en glad grinebider? Så kan du tage forbi Event Aalborgs Comedy Club, i Maren Turis Gade, hvor der vil være åben scene for alle, der har lyst til at prøve kræfter med stand-up comedy. Her kan du både opleve debutanter og lovende talenter, men ligeledes er det også stedet, hvor etablerede navne kigger forbi, for at afprøve nyt materiale. Heino Hansen, Jacob Wilson og Daniel Lill har før været at finde på scenen i Aalborg Comedy Club, men hvem der kommer og optræder denne torsdag, vil tiden vise.

Arrangementet starter klokken 19, slutter kl. 22 og der vil selvfølgelig være mulighed for at få lidt at drikke i baren.

Hvad? - Stand-up comedy, Aalborg Open Mic - Maren Turis Gade 6,
Hvornår? - Torsdag kl. 19-22.
Hvor meget? - Gratis
Fredag: Fødselsdag, Huset i Hasserisgade

Et skarpt hjørne rundes denne fredag, når Huset i Hasserisgade slår dørene op for fejringen af deres 40 år som kulturhus. Allerede fra klokken 12 kan du starte i caféen, hvor der vil blive anrettet en fortrinlig vegetarisk frokostbuffet, der i dagens anledning fås til kun 40 kr. Efter du har spist kan du hoppe ud i haven, hvor du kan opleve den stærke fotoudstilling De drømmer stadig, om syriske flygtningebørn. Derudover vil der dagen igennem være åbne kreative værksteder, koncerter med Per Worm og Bjarke Kirk samt forskellige kunstudstillinger. I bedste fødselsdags-stil vil der selvfølgelig også være kaffe og kagemand til alle besøgende. Få det fulde overblik over dagens program inde på Husets hjemmeside.

Hvad? - Fødselsdag i Huset i Hasserisgade, Hasserisgade 10.
Hvornår? - Fredag kl. 12-18.30.
Hvor meget? - Gratis
Søndag: Modelflyvningens dag

Nu på søndag er det modelflyvningens dag, hvor entusiaster over hele landet mødes lokalt for at bygge, hygge og flyve med modelfly. I Aalborg Modelflyveklub holder de også åbent hus, hvor unge såvel gamle har mulighed for at kigge forbi og se udstillingen af modelfly og droner. Det gør ikke noget, hvis ikke du selv har et fly. Der vil nemlig være trænerfly, så alle der lyster kan prøve kræfter med modelflyvningens kunst.

Hvad? - Modelflyvningens dag, Aalborg Modelflyveklub, Rørdalsvej 149, 9220 Aalborg Ø.
Hvornår? - Søndag kl. 10-16.
Hvor meget? - Gratis
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste