Drømmejob i Aalborg: Få penge for at passe hunde
Kender du en, der drømmer om at få løn for at lege, passe og pleje menneskets bedste ven?
AALBORG: Elsker du hunde - eller kender du én, der ikke kan få nok af de firebenede venner - så er det måske lidt af et drømmejob, der lige nu er slået op i Aalborg.
For Dansk Dyreværn Aalborg søger lige nu et sæt ekstra hænder til at pleje, lufte og kæle for hundene på internatet.
De skriver, at de søger en timelønnet afløser, mens deres bestyrer går på barsel.
Selvom mange måske godt kan se sig selv i faget, så skriver de også, at de beder dig om kun at sende en ansøgning, hvis du kan opfylde kravene.
I opslaget skriver de, at de søger en afløser, der er minimum 23 år gammel. Bosiddende i Nibe/Aalborg-området med egen bil.
Derudover er det vigtigt, at du selv har erfaring med at passe hunde og kender til hundeadfærd. Opgaverne er lige fra at sætte frivillige kræfter i gang til at lege, gå ture, bade og nusse hundene. Derudover skal afløseren også gøre rent, besvare mails og opkald, tage imod kunder og sørge for at hundene har mad og rent vand.
Holdet er lille og fleksibilitet er afgørende for at få timerne til at gå op på internatet. De oplyser, at arbejdet ligger i weekend- og helligdage samt formiddage.
Så hvis du har en professionel hundepasser i maven, og vil være med til at hjælpe til hos Dansk Dyreværn, er det nu, du skal slå til.