Billede beskrivelse

Drengene med guldbukserne: Nej, vi er ikke til salg for en milliard

Ejerne bag den nordjyske tøjsucces Shaping New Tomorrow har på få år skabt et guldrandet væksteventyr

02. april 2022 kl. 17.21
Opdateret 24. juni 2022 kl. 14.14

AALBORG: Husker du den svenske film "Drengen med guldbukserne" fra 1975?

Det var den, hvor drengen Mats en dag stak hånden i lommen og efterfølgende trak ikke bare én, men utallige pengesedler op af lommen.

Helt så let er det ikke gået for barndomsvennerne bag tøjfirmaet Shaping New Tomorrow.

I kraft af flid, timing, gode produkter, supereffektiv markedsføring og stærke investorer har Kasper Ulrich, Christoffer Bak og Christian Aachmann på få år skabt et vaskeægte nordjysk væksteventyr med store millionoverskud - senest et rekordregnskab på 37,5 millioner kroner for 2020/2021.

Medie: Mere end en milliard værd

Trioen gjorde i 2018 så stærkt et indtryk i tv-succesen "Løvens Hule", at de fik iværksætterne Jesper Buch og Birgit Aaby-Brun til hver at skyde 250.000 kr. ind i virksomheden.

Succesen er så indiskutabel, at erhvervsmediet InsideBusiness mener at vide, at ejerkredsen bag Shaping New Tomorrow er gået på jagt efter en køber. Ifølge mediet er forventningen, at selskabet, der for alvor har hypet blødt og præsentabelt herretøj, har en markedsværdi på den pæne af en milliard kroner.

Dén historie har administrerende direktør Kasper Ulrich kun en skuldertrækning til overs for.

- De kunne have skrevet den samme historie for to år siden. Vi er ikke i gang med at sælge vores selskab. Vi er en vækstvirksomhed, og så er det naturligt, at man proaktivt undersøger mulighederne for finansiering af fremtidig vækst siger Kasper Ulrich. siger Kasper Ulrich.

Bliver på vores hænder

Ifølge ham er er der intet nyt under solen i forhold til, hvordan den nordjyske tøjsucces arbejder med tingene - og har gjort det de senere år.

- Vi spiller løbende bold med flere forskellige aktører, men vi har indtil videre været så heldige - eller dygtige - at kunne refinansiere os selv hele vejen. Så der, hvor vi er i dag, er alt sammen skabt ud af det personlige lån, som jeg og min partner Christoffer (Bak, red.) tog for syv år siden. Så længe, det er muligt, er vi ikke interesserede i at få nye partnere ind. Og vi er på ingen måde - hverken nu eller i fremtiden - interesserede i at afgive vores aktiemajoritet. Selskabet bliver under alle omstændigheder på vores hænder, understreger Kasper Ulrich.

De tre foundere ejer i dag 66 pct. af aktierne i Shaping New Tomorrow Holding ApS og har derfor sammen det afgørende ord i foretagendet.

Ifølge Kasper Ulrich bliver den næste kapitaltilførsel først aktuel den dag, hvor Shaping New Tomorrow eventuelt skal ud for at erobre nye og væsentlige større markeder. Altså hvis den nuværende indtjening ikke kan finansiere investeringerne i nye markeder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste