Dorte vækker historien om Aalborgs vartegn til live
Kom tæt på blandt andet Aalborg Tårnet, Limfjordsbroen og de politiske intriger på ny byvandring fra Historiens Gang
AALBORG: Har du nogensinde tænkt over, hvorfor Vesterbro ser ud, som den gør? Nu har du muligheden for at blive klogere på en af Aalborgs hovedpulsårer og det, der ligger omkring den, på en ny byvandring fra den nyudklækkede iværksætter og tidligere historielærer på Aalborg Katedralskole, 63-årige Dorte Christensen.
- Limfjordsbroen blev bygget i 1933, og samme år var der Nordjysk Udstilling i Aalborg, hvor Aalborg Tårnet blev sat op. Samtidig ændrende hele bybilledet omkring Vesterbro, vestbyen og Ø-gadekvarteret sig markant inden for få år, siger Dorte Christensen.
Byvandringen strækker sig dog primært fra Kong Christians Allé, op ad Vesterbro og til Limfjordsbroen, for her finder du en hel del bygninger og vartegn, der i dag står som symboler på 1930'ernes rivende udvikling - der faktisk gik så stærkt, at Aalborg kom på Danmarkskortet som den daværende statsminister Thorvald Staunings darling.
- Det socialdemokratiske projekt for perioden var jo fremskridtet, og dem var der jo en hel del af i Aalborg.
Ville ikke overstråle
Faktisk skulle Nordjysk Udstilling have været holdt allerede året forinden, men det blev udskudt, fordi Aarhus også lavede én. Måske vil det i dag være nærliggende at tænke, at man dengang føjede sig for en større by, men det var faktisk langt fra tilfældet, siger Dorte Christensen.
- Dengang hed det sig, man nødigt ville overstråle Aarhus. Det siger lidt om, hvor stærkt udviklingen gik i Aalborg, og hvor stolt man var af byen.
Men det er ikke bare de symbolske vartegn for tiden, Dorte Christensen kommer til at gå i dybden og detaljen med. Måske har du ikke bemærket det, men mange af boligerne på og omkring Vestebro står som et stykke historie fra dengang.
- Boligerne blev bygget med hygiejnen for øje, og man begyndte at se moderne lejligheder med bad og toilet. Det skulle passe ind i 1930'ernes ånd om det sunde liv, siger Dorte Christensen.
Beskyldninger om nepotisme
Hvor nutidens debat om den tredje Limfjordsforbindelse strækker sig over flere år, var det i starten af 1930'erne en anden sag at beslutte sig for den anden Limfjordsforbindelse - den, vi i dag kender som Limfjordsbroen.
- Dengang var politikerne helt enige om, der skulle laves en løsning, og da man besluttede at lave en ny bro, lavede man også en ny vej i forlængelse heraf. Beslutningerne blev generelt truffet ufatteligt hurtigt dengang, hvilket også blev bemærket i kritiske vendinger i oppositionen, siger Dorte Christensen.
- Dengang var Aalborg Stiftstidende også kritiske overfor det, som avisen omtalte som rygklappere til borgmester Marinus Jørgensen. Han blev i øvrigt beskyldt for at favorisere sin svigersøn, Carlo Odgaard, der var arkitekt i Aalborg og manden bag meget af byens funktionalistiske arkitektur.
Det er blandt andet sådanne detaljer, Dorte Christensen ser frem til at fortælle mere om til de nysgerrige aalborgensere, sammen med andre historier om de vartegn, der kendertegner Aalborg.
Den første byvandring finder sted allerede mandag 27. juni klokken 19.00, og ellers arrangerer Dorte Christensen også en Fuld Fart Frem-byvandring søndag 17. juli klokken 14.00.
Prisen er 75 kr., og tilmelding foregår ved at sende en mail til Dorte, som du finder på www.historiensgang.dk. Du kan også tilmelde dig ved at skrive en kommentar til begivenheden for byvandringen på Facebook.