Dette skal der ske med konkursramt bagerbutik
Utallige forespørgsler har intet nyttet. Nu skal ejeren bruge et anseeligt beløb på ombygning af konkursramt bagerbutik, som byen har mistet for altid
HALS: En af byens største ejendomsinvestorer og den tidligere bagermester har begge gjort alt, de kunne for at finde ny bager til den nu konkursramte bagerforretning. Men det er ganske umuligt.
- Ingen tør kaste sig ud i det nu med de høje energipriser. Det er alt for risikabelt, siger Steen Mejdahl Christensen, tidligere indehaver af Mejdahls Bageri, der siden januar har forsøgt at finde en, der ville overtage forretningen.
Han lukkede sin butik for to måneder siden uden et eneste reelt bud på en overtagelse. Han nåede at arbejde i forretningen i 22 år - de sidste 10 år som selvstændig bager.
Nu er alt udstyret i bageriet solgt og kørt bort.
Ringede landet rundt
Hans udlejer har forsøgt med alle midler at skaffe en ny bager til lokalerne, men forgæves. Uanset hvilken forretningsmodel, han har forsøgt sig med, er det ikke lykkedes.
- Jeg har ringet hele landet rundt, men ingen tør at kaste sig ud i det, siger Henrik Lund Dal, indehaver af A/S Lund Dal Invest, som han ejer sammen med sin familie.
Opdeles i flere lejemål
Han forestiller sig, at bygningen bliver opdelt i to-tre lejemål. Et af dem skal være en detailforretning. Lokalerne skal indrettes hurtigst muligt, så der ikke ligger en død facade ud mod byens hovedgade.