Detentionen er fyldt efter en travl nat i Nordjylland
En tissede op ad en restaurant, en anden var stukket af fra fængslet og en tredje sparkede en politimand - og så var der også de andre
NORDJYLLAND: Nordjyllands Politi har haft en travl nat i en stor del af området, hvor især fulderikkerne har gjort sit til, at detentionen på politistationen i Aalborg er godt fyldt lørdag fra morgenstunden.
- Der sidder seks i detentionen, så der er fyldt godt op, konstaterer vagtchef Karsten Højrup Kristensen.
Iblandt de besøgende i politiets detention er en mand, som supplerede husspektaklerne med vold mod en af de fremmødte politifolk, da han begyndte at sparke - og ramte. En anden råbte så meget op, da han skulle bortvises fra et privat sted, så han også røg i detentionen. De to episoder var fra henholdsvis Frederikshavn og Løkken.
- Og så har vi en anholdt, som urinerede op ad en restaurant på Vesterå i Aalborg. Han var påvirket af narkotika, højtråbende og voldsom, og kunne ikke tage vare om sig selv. Der er også en anholdt fra Jomfru Ane Gade, som først var voldelig overfor nogle dørmænd. Så lavede han gentagne trusler overfor politifolkene, da han blev anholdt, fortæller vagtchefen.
Den sidst ankomne er en person, som også blev anholdt i Jomfru Ane Gade.
- Han var voldsomt beruset og påvirket af narko, og så var han samtidigt eftersøgt, fordi han var stukket af fra Kragskovhede, oplyser Karsten Højrup Kristensen.
Den eftersøgte bliver i sagens natur ikke løsladt, men det forventes de andre at blive.
Løsladt bliver også den indbrudstyv, en af politiets patruljevogne spottede kl. 02.32.
- En af vores patruljer meldte fra Vejgård, at de kørte bag en stjålet bil, som ikke ville standse og forsøgte at køre fra dem. De kørte i 7-8 minutter, og den kørte så ind til siden på Tove Ditlevsens Vej. Der stak føreren af fra bilen, men han blev stoppet og anholdt, fortæller vagtchefen.
- I mellemtiden var der kommet en anmeldelse fra Tove Ditlevsens Vej, hvor nogen havde set, at en person havde holdt og tømt en varebil. Det viste sig, at det var ham her, som havde lavet indbrud i varebilen og lagt tingene over i den, vi fandt ham i. Han var desuden beruset - og vi kender ham godt i forvejen, siger Karsten Højrup Kristensen.