Billede beskrivelse

Voldelige Aalborg og mænd som avlsdyr på Lolland - her er din guide til Ordkraft

Ordkraft bugner af spændende forfattere - her er fire forslag til, hvad du ikke må misse

06. april 2023 kl. 15.35

AALBORG: Det er nogen af de største navne på den danske litteraturscenen lige nu, der gæster litteraturfestivalen Ordkraft, der finder sted i Aalborg 13. til 15. april i Nordkraft. 

Er du endnu ikke dykket ned i programmet, kan du her få inspiration.

Billede beskrivelse

Den dag, kvinderne siger stop

I Maren Uthaugs fremtidsroman "11%" har kvinderne overtaget verden, og mænd findes kun i et avlscenter på Lolland. Den matriarkalsk kristendomsforståelse har fået plads, og kvinder med penis-attrapper befolker horehuset.

Hendes inspiration kommer fra virkelige små ø-samfund, hvor kvinder aftalte at dræbe nyfødte drengebørn, fordi de ikke orkede, at mænd konstant bekrigede hinanden. Og krigen forsvandt.

I "11%" undrer Maren Uthaug sig ikke bare over, hvorfor 96 procent af alle mord begås af mænd, og hvorfor 84 procent af alle voldtægter skyldes også mænd. Hun skaber et samfund helt uden mænd.

Hør hvordan det går, når hun dykker ned i sin roman på Ordkraft.

Fredag 14. april kl. 15 og lørdag 15. april kl. 15.30 på Royal Stage

Billede beskrivelse

Et voldsomt portræt af Aalborg

I Jens-Martin Eriksens barndom i 1960erne var Aalborg en monokulturel arbejderby med samme sociologiske karakter som nordengelske Manchester med en enorm arbejderklasse og ingen uddannet middelklasse.

I hans erindring en by, hvor børn ikke stod tilbage for voksne i brutalitet, og hvor der herskede egne love og usynlige linjer, som man hurtigt kunne overtræde - med alvorlige konsekvenser. Men det var også en by, hvor det vrimlede med skæve eksistenser.

”Natten er jordens skygge” hedder hans roman om byen, og på Ordkraft åbner han op for minderne om byen, der blev afgørende for manges skæbne.

Lørdag 15. april kl. 10 og kl. 14.15 i Biffen

Billede beskrivelse

Et fire års marathon-projekt

Hanne-Vibeke Holst har brugt fire år af sit liv på et udmarvende maraton-romanprojekt om den danske billedhugger Sonja Ferlov Mancoba. Hun vil genløfte kvinden, der blev marginaliseret i kunsthistorien og mere eller mindre glemt, men som nu nu er på vej op - hendes værker taler ind i vores tid.

I den historiske roman "Kriger uden maske" fortæller Hanne-Vibeke Holst hendes dramatiske livs - og kærlighedshistorie. På Ordkraft kan du høre om hendes proces og om den særlige kunstner.

Fredag 14. april kl. 12.15 i Skråens Sal og kl. 13.45 i Royal Stage

Var du også vild med Hanne-Vibeke Holsts ungdomsbøger i 80’erne, kan du samme dag høre hende fortælle om, hvilken betydning de havde for hende. 

Det foregår fredag kl. 15.20 på Bibliotekernes Scene.

Billede beskrivelse

Tag med til gadeteater

Ordkraft er mere end litteratur, og i år kan du møde den 34 år gamle nordjyske teatertrup Dunkelfolket. De har endnu engang har slået sig sammen med lokale jazzmusikere - denne gang i forestillingen "Adagio", der handler om at vokse op i en helt anden artsgruppe end den, man er skabt som.

Kendetegnende for Dunkelfolket er, at de optræder uden eller med få ord, til gengæld virker deres håndlavede udtryksfulde masker effektfuldt på mange.

Forestillingen er blevet til i samarbejde med bratschist Marius Ungureanu og pianist Monique Popescu - derudover medvirker Jonas Jacobi Jensen, en ung historiefortæller, som til dagligt studerer musik på Det Jyske Musikkonservatorium Aalborg.

Lørdag 15. april kl. 11 på Generatorscenen

Læs det fulde program til Ordkraft på ord-kraft.dk

Se også
Jens-Martin Eriksen voksede op i Aalborg: Volden blev indlejret i os
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste