Vestbjergs Ildsjæle åbner junglesti
VESTBJERG: Første delprojekt i etableringen af Vestbjerg Natur- og Klimapark er parkens junglesti.
Junglestien er nu færdigopstillet, og alle nødvendige tilladelser er indhentet. Junglestien kan derfor nu tages i brug.
Ildsjælene under Vestbjerg Samråd indvier junglestien den 13. september 2024 kl. 10:30 på Ronjasvej 11 i Vestbjerg.
Byens borgere, institutioner, dagplejere, sponsorer og repræsentanter fra Aalborg Kommune er indbudt.
Indvielsen starter med, at rådmand for By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen, fra Aalborg Kommune sammen med formanden for Vestbjerg Samråd, Torben Carstensen, klipper snoren og formelt åbner stien.
Når snoren er klippet, vil der være mulighed for at afprøve junglestien, og Vestbjerg Samråd vil være vært ved en lille forfriskning. Byens skole, daginstitutioner og dagplejere har givet tilsagn om, at mange børn vil deltage i indvielsen.
Arbejdet med etableringen af den nye park fortsætter. I 2025 forventes det, at Aalborg Kommune etablerer søer og stier i området.
Ildsjælene forventer herefter, at parken står klar i 2026 med madpakkehus, bålsted, shelterpladser, amfiteater, sansehave, platforme samt borde og bænke til ophold i området. Løbende information herom følger.