Billede beskrivelse

Verdensomspændende kampagne maler Aalborg orange

17. november 2023 kl. 06.01
Opdateret 01. december 2023 kl. 11.59

I den kommende tid kan du opleve nogens af byens mest markante vartegn oplyst og påklædt i orange.

”Orange Dage” eller ”16 Days of Activism” er den årlige kampagne mod kønsrelateret vold mod kvinder og piger. Kampagnen er kendetegnet ved den orange farve og strækker sig over 16 dage.

Kampagnen starter lørdag d. 25. november, som er FN’s Internationale Dag for Afskaffelse af Vold mod Kvinder og løber frem til søndag d. 10. december, som er dagen, hvor Menneskerettighedserklæringen blev vedtaget i FN's generalforsamling i 1948.

Den 25. november...

Den 25. november 1960 blev tre søstre fra Den Dominikanske Republik tævet ihjel og dumpet for foden af en klippe af det hemmelige politi.

Søstrene, som havde været aktivister og kæmpet mod diktaturets grusomhed og systematiske vold, blev symboler på den feministiske modstand.

Til minde om deres død blev den 25. november i 1999 af FN erklæret for international dag for afskaffelse af vold mod kvinder.

Siden 1991 har mere end 6.000 organisationer verden over deltaget i kampagnen, og det overordnede mål er afskaffelse af alle former for kønsbaseret vold mod kvinder og piger.

Her bliver byen orange

Her i byen går Aalborg Zonta Klub forrest i den orange kampagne, og derfor kan du opleve:

  • Aalborgtårnet belyst med orange lys i de mørke timer under kampagnens 16 dage
  • Aalborg Kongres & Kulturcenter belyst med orange lys den 25. og 26. november
  • Statuen Gåsepigen på Vesterbro iklædt orange tøj i hele perioden

Kampagnen bliver også mulig at spottet på infoskærme i busser og på digitale skilte i gågader. 

Butiksvindruer på Østerå og i Bispensgade udstilles ned orange effekter og kampagnetekster, udarbejdet af Katedralskolens elever og af Zonta.

Hvorfor orange?

Farven orange symboliserer ild og fare, men også energi og lys. Den bruges derfor til at udtrykke ønsket om at udrydde alle former for vold og håbet om en lysere fremtid.

Derfor markeres FN’s Internationale Dag for Afskaffelse af Vold mod Kvinder med farven orange.

Aalborg Zonta Klub blev stiftet 7. december 1937 med det formål at at forbedre kvinders status på det juridiske, politiske, økonomiske, sundheds- og erhvervsmæssige område samt at skabe et netværk for og mellem kvinder i forskellige erhverv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste