Billede beskrivelse

Vejarbejde i kæmpe kryds går snart i gang - og det varer resten af året

Forbered dig på kø: Her er planen for vejarbejdet i et af byens mest trafikerede områder

28. marts 2023 kl. 15.26

AALBORG: Mon ikke de fleste har prøvet det - at holde i kø ved det store vejkryds på toppen af Skalborg Bakke? Det er et af de største trafikknudepunkter i landsdelen, og i efteråret kunne vi afsløre, at kæmpekrydset skal laves om.

Nu fortæller projektleder i Aalborg Kommune, Laura Sand, at projektet ved Hobrovej/Ny Nibevej begynder i uge 15, det er ugen efter påske.

Billede beskrivelse

- Området er belastet af rigtig meget trafik, men de ændringer, der kommer, skulle gerne give mærkbare forbedringer, siger projektleder Laura Sand fra Aalborg Kommune.

Hovedpunkterne er, at Hobrovej (det tidligere Indkildevej) bliver udvidet til to spor for trafik ligeud i hver retning. Der kommer nye svingbaner, mens eksisterende bliver forlænget, og man justerer også på lysreguleringerne. 

Kommer trafikanter fra Meny, får de der skal til højre ind mod midtbyen egen svingbane, og så bliver tilkørselsrampen til Egnsplanvej udvidet til to spor.

Løser ikke alle problemer

Det er dog ikke nok til, at du kan forvente, at trafikken kommer til at køre uden problemer, når vejarbejdet efter planen er færdigt.

- Vores beregninger viser også, at ændringerne ikke løser alle de trafikale udfordringer, der er, men de hjælper. Ændringerne giver de forbedringer, der er mulige med den plads, der er til rådighed i området, siger Laura Sand.

Vi skal helt frem til begyndelsen af december, før alle etaper efter planen er afsluttet.

- Og i den periode skal trafikanterne være forberedt på forlænget rejsetid, der er jo allerede kø i dag i perioder med spidsbelastning, siger hun.

- Selv om der også i forbindelse med vejarbejdet altid er spor farbare i begge retninger, så vil der være indsnævringer, mens vi udvider.

Her er planen

Arbejdet bliver lavet i etaper for at genere forretninger, borgere og trafikanter mindst muligt, og bor du i området, får du i øjeblikket besked i e-Boks om de kommende ændringer og tidsplanen, der er beskrevet sådan her:

- I første omgang bliver det strækningen på Ny Nibevej fra Hobrovej og mod vest til Lindenborgvej, som berøres. Samtidigt vil der blive arbejdet ved Menu og efterfølgende Garant med lednings- og belægningsarbejder, så kunder og butikker generes lidt mindre ved disse 2 steder i næste etape. Arbejderne forventes at vil foregå frem til starten af juni i år. 

- Næste etape bliver strækningen fra Hobrovej og mod øst til og med krydset ved Otto Mønsteds Vej. Arbejderne med udvidelser af ”Indkildevej” og ombygning af krydset forventes at vil foregå fra juni og frem til slutningen af september i år. 

- Sidste etape bliver nogle mindre arbejder på Otto Mønsteds Vej og K. Christensens Vej samt ombygning af krydset ved tilkørslen til Egnsplanvej til et signalreguleret kryds og udvidelse af rampen. Disse arbejder forventes at blive udført i oktober til slutningen af november i år.

Der vil være adgang for kunder og varekørsel til alle butikker og virksomheder samt til boliger i hele perioden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste