Urpremiere i dag: - Den her forestilling kunne sikkert have reddet mit liv
Forfatter Glenn Bech retter med ærlighed, afsky og humor et kraftfuldt opråb mod klassesamfundet i sit anmelderroste manifest ”Jeg anerkeder ikke længere jeres autortitet”.
Nu bliver bogen sat op som en helt ny teaterforestilling på Aalborg Teater, som har urpremiere i dag. Det fejres med fest i foyeren før og efter forestillingen for publikum og en række inviterede gæster fra kulturlivet.
Aalborg.nu har mødt Glenn Bech til en snak om provinsliv, privilegier og kontroltab.
Aalborg gav mening
I "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet" fortæller Glenn om en svær opvækst i Horsens. Her kæmper han fra barnsben med klasseskam, homofobi, social ulighed og vold. I dag ser livet meget anderledes ud. Han bor han med sin kæreste på Nørrebro i København, og lever af sit forfatterskab.
Så hvorfor sættes hans manifest op som teaterforestilling i Aalborg?
- Det føles helt rigtigt, at forestillingen har sin debut uden for København. Det er jo også et tema i bogen. Den er en opsang til de selvgode, woke og prædikerede Østerbro-mennesker. Så da de skrev fra Aalborg Teater gav det bare rigtig god mening, siger han.
Det er en tillidserklæring
På Aalborg Teater er det instruktør Niels Erling, der står bag dramatiseringen af Glenns personlige manifest. Faktisk har Glenn ikke været det mindste involveret i produktionen. Det er første gang han sætter foden på Aalborg Teater, da vi møder ham der inden premieren.
Og det er da en anelse angstprovokerende, vil han godt indrømme.
- Det er en tillidserklæring. Teater er ikke mit område, så jeg stoler helt og holdent på Niels. Når det så er sagt, så er det jo min ret personlige historie, som skal op på en scene. Det er da lidt et kontroltab. Jeg glæder mig dog bare til at se hans fortolkning, og vil læne mig tilbage og nyde det, fortæller Glenn.
En hilsen til unge, der kæmper med livet
Glenns historie byder på smertelige erfaringer i en dysfunktionel familie. Den handler især om køn, klasse og repræsentation – og om kløften mellem ”de privilegerede” og dem, der bare ikke er født med de muligheder, mange andre tager for givet.
Vi spørger, om han har et råd til unge i Aalborg, der kæmper med livet lige nu, som han selv gjorde i sine teenage-år?
- Det er et stort spørgsmål, som jeg tager meget seriøst, siger Glenn eftertænksomt og uddyber:
- Jeg tænker jo, at hvis jeg var opvokset i Aalborg, så kunne det sikkert have reddet mit liv at komme ind og se den her forestilling, for det havde nok givet mig et nyt perspektiv på mit eget liv og mine kampe.
Han svarer så:
- Tag hver ting til sin tid. Lige nu er du måske ung, og du er bagefter på point. Du har sikkert nogle venner, som har været skrevet op til lejligheder, siden de blev født. Ja, faktisk skrevet op til livets goder, siden de blev født. Og du er helt faktuelt bagud på en hel masse punkter, men man kan ikke kæmpe alle kampene på én gang. Hver ting til sin tid, siger han og fortsætter:
- Det kan godt betale sig, at du arbejder dobbelt så hårdt som dem i en periode. Når du så engang har reddet dit nervesystem i sikkerhed, så kommer der en helt ny udfordring. Nu skal du lære alt det, du ikke fik med hjemmefra. At slappe af, være glad for dig selv og give dig selv lov til at nyde livet. Det står jeg midt i lige nu, som 32-årig.
Problemer og privilegier
Det er en on-going-proces at give slip på fortidens forsvarsmekanismer. Men han føler sig alligevel meget privilegeret i dag.
- Det gør jeg bestemt! Min familie kæmper stadig med problemer. Jeg kan ikke gå på gaden med langt hår og holde min kæreste i hånden uden bekymringer. Vi er blevet råbt af masser af gange og kaldt alt muligt. Til gengæld har jeg jo en kæreste, og han er sød. Jeg er min egen chef og lever af det, jeg elsker at lave. Jeg har også lige fået lov at låne penge til en lejlighed i København, siger han og smiler.
- Jeg har meget at føle mig privilegeret over i dag, det ville være uforskammet ikke at se det. Ikke mindst i dag, hvor jeg glæder mig til at se min bog fortolket som teaterforestilling.