Tag en ven med gratis i Teater Nordkraft
I november og december kan du tage en med gratis, når du vil bruge en aften på at blive underholdt og inspireret
AALBORG: Whisky, flødeskum, tæpper og ren underholdning - nu endnu billigere. Det er hovedingredienserne i en god aften hos Teater Nordkraft, hvor du lige nu kan få to billetter for éns pris, fortæller PR-chef for Nordkraft, Helen Steensbæk Schrøder. En mulighed, der sjældent kommer igen.
- Vi forstår godt, at folk skal spare, så nu sætter vi priserne ned, så alle aalborggensere har råd til fed teater, oplyser hun og forklarer, at årsagen til tilbuddet også har en lidt trist baggrund.
- Lige nu sælger vi slet ikke så mange billetter, som vi gerne ville, selvom vi har virkelig gode forestillinger på programmet, og det er næsten ubærligt, hvis de ikke bliver set. Det er ikke nogen god forretning at sætte priserne ned, men vi vil hellere tjene få penge end ingen penge.
Når nordjyderne skal spare, går det ud over kulturinstitutioner som Teater Nordkraft, der i kraft af krisen også har højere udgifter.
- Vi kan høre, at økonomien fylder meget for mange folk lige nu, så forhåbentlig kan dette tilbud gøre vinteren lidt lysere og varmere for en masse mennesker, håber Helen Steensbæk Schrøder og uddyber:
- Det er i krisetider som disse, at vi har ekstra meget brug for at mødes i teatersalen. Det er nu, vi har ekstrameget brug for, at kunsten skal sparke liv og inspiration ind i os, provokere os lidt, give os kræfter til at slås og fylde os med håb.