Ta’ med på stjernespækket skattejagt i vinterferien
Efter fire år vender Folketeatrets eventyrlige familieforestilling Skatteøen endelig tilbage.
Det sker i børnenes vinterferie i AKKC’s store sal lørdag 24. februar og søndag 25. februar kl. 16 – lad kapløbet om skatten (og billetterne) begynde!
Her føres du nemlig med ud på det Caribiske hav blandt eneboere, pirater, søulke og med en led sørøver ved navn John Silver lige i hælene. Du kan se frem til et genhør med Sebastians sange som Sørøversangen, Hispaniola, Ostesangen, Admiral Benbow og ikke mindst Lis Sørensens hit Fuld af Nattens Stjerner.
Kendte skuespillere på rollelisten
Skatteøen er efterhånden ligefrem blevet en del af Folketeatrets DNA. Den populære musical havde premiere i 1986 og har siden spillet på teatret utallige gange – senest i 2019. Nu er den fantasifulde forestilling tilbage, og havde premiere for første gang efter fire år i efteråret 2023 med helt nyt cast.
Blandt de medvirkende ses blandt andre selveste Szhirley i rollen som Mrs. Hawkins. Szhirley er kendt som skuespiller, influencer, tv- og radiovært og ikke mindste en gudsbenådet sangerinde. Vi tør derfor godt love, at hendes version af Fuld af Nattens Stjerner bliver en oplevelse.
Piraten John Silver spilles af Mathias Flint, som har medvirket i flere film og tv-serier, såsom Skyggen i mit øje og Herrens veje på DR, samt spillet teater på landets største scener i blandt andet West Side Story og Sommer i Tyrol.
Den unge eventyrer Jim Hawkins spilles af Siw Ulrikke Maibom, som også spillede titelrollen i Folketeatrets Pippi Langstrømpe.