Billede beskrivelse

Strømpefødder og lydløs telefon: Her er der komplet stilhed i én time

17. august 2024 kl. 07.01

Når man besøger Kunsten vil man normalvis møde børnefamilier, vennegrupper og par, der bevæger sig rundt i udstillingerne – og taler sammen undervejs.

Men sådan er det ikke længere fra søndag d. 1. september og hver den første søndag i måneden derefter. Her har museet nemlig, som det første museum i landet, indført en såkaldt Silent Hour fra kl. 9-10, hvor man kan besøge museet i komplet stilhed.

Det skriver Kunsten i en pressemeddelelse.

– Vi åbner dørene en time tidligere og inviterer til sansevenlig stilletime. Telefonen skal selvfølgelig være lydløs, og tasker, jakker og sko stilles ved indgangen, så man kan bevæge sig lydløst rundt på museets blanke marmorgulv, fortæller museumsdirektør på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, Lasse Andersson.

– Vi lever i en verden, hvor der er mangel på ro og stilhed. Der er noget særligt ved at man i fællesskab oplever i stilhed den her time inden museet rigtigt vågner. Det giver en helt særlig museumsoplevelse med skærpet opmærksomhed, bedre mulighed for at dvæle ved værkerne, vurderer han.

Billede beskrivelse

En udbredt myte

Med det nye initiativ ønsker museet også at understrege, at gæster hjertens gerne må tale sammen i alle øvrige åbningstimer.

– Det er udbredt myte, at man skal være stille, når man besøger et kunstmuseum. Men tværtimod! Vi elsker at have liv i huset! Et museumsbesøg er jo som regel en social oplevelse, hvor man deler betragtninger og refleksioner med familie, venner eller børn undervejs, siger direktøren.

Vil man dele sine refleksioner under Silent Hour med en evt. ledsager, kan man passende gøre det over en kaffe eller brunch i Brasserie Kunsten, der åbner kl. 10 – efter stilletimen.

Om Silent Hour

Silent Hour er for gæster +15 år.

Arrangementet kan opleves første gang den 1. september kl. 9-10 og herefter den første søndag hver måned.

Brasserie Kunsten og museumsbutikken åbner kl. 10 som normalt – og det kreative værksted kl. 11.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste