Stort univers med secondhand fylder fire år – og du er inviteret
Udover gode genbrugsfund kan du opleve gavekortsjagt og bonkonkurrence
AALBORG: I morgen, fredag 1. september, bliver efteråret skudt i gang med en kæmpe fødselsdagsfest på Stenbukken 3B med god stemning, tilbud og konkurrencer.
Hele weekenden fejrer Reusers nemlig, at de i fire år har været et fællesskab, hvor man kan købe og sælge secondhand tøj til både piger og kvinder.
- Vi glæder os til at fejre fødselsdagen med vores kunder, siger Christina Bang, som sammen med Anne Glinvad ejer og driver Reusers.
- Vores platform gør, at de kan købe og sælge, men i sidste ende er det jo dem, som har taget et aktivt valg om at støtte op om det grønne formål, tilføjer hun.
Et stadig voksende koncept
Udover det bæredygtige element i konceptet, er Reusers også et sted, hvor man kan dykke ned i tøj og tilbehør, som er unikt – og ikke nødvendigvis en del af den nyeste mode.
- Selvom et bestemt stykke tøj ikke er moderne mere i den forstand, er det ikke ensbetydende med, at det er yt. Moden og tøjet lever videre, alt afhængigt af hvem man er som individ, siger Anne Glinvad.
Og det er en tankegang, som kunderne er vilde med. I hvert fald ser de to veninder, at der kommer flere kunder til, og at beløbene, de køber for, er større.
- Vi kan se, at det gennemsnitlige salg er steget i form af, at kunderne køber mere og mere ad gangen. Det fortæller, at det, de finder, også er noget, de kan bruge.
- Men også, at de er lidt mere bevidste om at købe secondhand, når de alligevel er her, siger Christina Bang.
Mange på venteliste
Konceptet med Reusers startede i 2018, da de to veninder åbnede en Little Reusers med secondhandtøj til børn. Både Christina Bang og Anne Glinvad er mødre og så en mangel på det.
Men som konceptet kørte, mødte de flere mødre, hvor de blev opmærksomme på, at kvinder også manglede konceptet.
Derfor åbnede de endnu en Reusers, hvor konceptet blev udvidet til kvindetøj, men stadig også børnetøj.
- Efterspørgslen på kvindetøj var bare så stor, at mange stod på venteliste til en stand, så under corona lavede vi det om, så børnetøj og kvindetøj var helt adskilt, fortæller Christina Bang.
Fest hele weekenden
I løbet af weekenden vil der blandt andet være et godt tilbud til nye og nuværende lejere og en gavekortsjagt i butikken.
Samtidig kan man deltage i en bonkonkurrence, hvor man kan vinde et gavekort til butikken til den pris, man køber for i løbet af dagene.
Anne Glinvad og Christina Bang står klar i butikken allerede fredag klokken 10.00 for byde de første gæster velkommen, og dørene lukkes først klokken 17.30.