Skråen sælger billetter som aldrig før - og det skyldes især ét navn
En af 'Minkavlerne' er ét af de helt populære valg på Skråens efterårsprogram
AALBORG: Mange af os har ikke engang fået hul på sommeren og alle dens mange, mange koncerter og andre arrangementer - men allerede nu tænker mange på sensommeren og efteråret.
Og de nøjes ikke med at tænke.
De planlægger også. Og køber billetter til et væld af koncerter.
- Jeg tror aldrig, at vi nogensinde har oplevet noget lignende: Lige nu ligger salget af billetter 40 procent over, hvad der plejer at ligge på denne tid af året, konstaterer Jørgen Nissen, daglig leder af Skråen.
Ét er, at forsalget til otte gange Skovrock i Skovdalen - fra lørdag 17. juni til lørdag 2. september - men Skråen har også i dén grad fået hul igennem til efteråret fra begyndelsen af september og fremefter.
Og det skyldes ikke mindst én ganske bestemt kunstner, nemlig den meget nordjyske standup-komiker Jonas Mogensen.
Ikke færre end fem runder af hans show "Trummerum" i Royal Stage i Nordkraft er indtil videre blevet udsolgt.
Det drejer sig to gange fredag lørdag 15. september, to gange lørdag 16. september - og så en enkelt gang onsdag 18. oktober, hvor der så er indsat en ekstra forestilling.
Nordjysk komiker er populær
En meget stor del af interessen for Skråens efterårsprogram samler sig om netop Jonas Mogensen og hans meget karakteristiske form for humor (som er kendt både i og ved siden af tv-serien "Minkavlerne"), men i disse dage er der også godt i gang i forsalget til blandt andre Zar Paulo (torsdag 12. oktober), som af nogle er blevet spået til at blive det næste helt store danske navn, og rapperen Tessa (fredag 10. november), som netop har udsendt sin debut-cd, "Tessas hævn".
Flere af de navne, der præger sommerens Skovrock, går i øvrigt igen i Skråens meget tætpakkede efterårsprogram.
Det drejer sig om blandt andre Drew Sycamore (lørdag 14. oktober) og Jung (fredag 17. november).
I det måske lidt mere krydrede ende af repertoiret lægger Skråen på til intet mindre end et 90'er-juleshow (torsdag 14. december) med de stærkt blandede komikere Uffe Holm, John & Aage og Thomas Wivel.