Skal du se VM på storskærm i Gigantium? Sådan får du billet
Du kan se alle Danmarks kampe ved fodbold-VM helt gratis
AALBORG: Vinterens store fodboldbegivenhed rammer også Gigantium, hvor du kan opleve Danmarks VM-kampe på storskærm.
Når VM i fodbold fløjtes i gang 20. november, og Danmarks Drenge indtager banen i de røde/hvide farver, bliver det med fuld opbakning fra hele nationen. Og det er motivationen bag Hyundai Fanzone, der inviterer indenfor til storskærmsfodbold i Gigantium. Det skriver Hyundai Danmark i en pressemeddelelse. Hyundai er officiel FIFA-sponsor.
- Hyundai har været FIFA-sponsor de seneste 20 år, og det har givet os helt unikke muligheder for at komme tæt på fodboldfans verden over og i fællesskab med dem skabe nogle super fede folkefester, siger Annegrete Skovby, pressechef for Hyundai Danmark.
- Dette års slutrunde bliver naturligvis ingen undtagelse, og derfor er vi glade for at kunne invitere fodboldfans i alle aldre indenfor i nogle af landets arenaer til bold i verdensklasse og en forhåbentlig historisk fællesskabsfest, som vi har valgt at kalde ”Hyundai Fanzone”.
Samtlige Danmarks kampe bliver vist:
Tirsdag d. 22.11.2022 kl. 14.00 - Danmark vs. Tunesien (dørene åbner kl. 12.00)
Lørdag d. 26.11.2022 kl. 17.00 - Danmark vs. Frankrig (dørene åbner kl. 15.00)
Onsdag d. 30.11.2022 kl. 16.00 - Danmark vs. Australien (dørene åbner kl. 14.00)
Derefter starter playoff-kampene, der også vises, hvis landsholdet går videre. Et eventuelt overskud fra arrangementet doneres til velgørenhedsfonden CoolUnite, der vil bruge donationen til at lave en fodboldskole for nogle af landets anbragte og udsatte børn i sommeren 2023.
FAKTA:
Der er gratis adgang til alle storskærmsarrangementerne.
Billetterne kan hentes fra i dag onsdag 9. november fra kl. 10 på www.universe.com
Der kan trækkes to billetter pr. bruger.
Der distribueres flere billetter, end hvad der er kapacitet til i arenaerne. Det er først til mølle, så kom i god tid. Gigantium har en kapacitet på 5000 publikummer.
Arenaerne åbner tre timer før kampstart.