Billede beskrivelse

Skal du bestige vulkanen i Storcentret?

19. oktober 2024 kl. 19.02

Drømmer du om at bestige en vulkan? Hvis ja, så behøver du hverken rejse til Sydamerika, Indonesien eller andre eksotiske steder. Faktisk kan du nøjes med en tur forbi Aalborg Storcenter.

Det skal bare være inden søndag, for så forsvinder vulkanen fra Centertorvet, hvor den hele efterårsferien har tiltrukket sig stor opmærksomhed.

Midt i Storcentret kan man således opleve spændingen ved klatring eller bouldering som det hedder i fagsproget. Den flotte klatrevulkan er måske ikke en udfordring for de allermest garvede, men masser af børn og enkelte voksne hygger sig for tiden gevaldigt.

Blandt mange andre var Saga Sofie Nielsen på 9 år fra Nibe forleden forbi vulkanen. Hun var i Storcentret med sin mor og skulle lige teste evnerne, inden hun muligvis skal meldes ind i en klatreklub. - Det er i hvert fald sjovt, lyder det fra Saga, der anbefaler oplevelsen med et stort smil.

Sikkerheden er naturligvis i top på klatrevæggen. Den er omkranset af blødt underlag og ifølge storcentret kan både børn og voksne udfordre sig selv uden bekymringer for at komme til skade. Og så er det tilmed gratis.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste