Skærmtid: Landmændene bliver ramt af Amors pil i ny omgang af elsket datingprogram
SKÆRMTID: Jeg har været i et fast forhold i godt ti år. Så jeg ved absolut intet om datingscenen anno 2024. Men jeg forestiller mig det er lige så kaotisk, udfordrende, sjovt og kærligt, som det altid har været.
Noget tyder dog på, at det er ekstra svært for folk, der bor i provinsen eller er landmænd. Hvad end man bor, hvor kragerne vender, eller bare synes traktorer er det fedeste i hele verden.
Landmændene er - hvis vi skal tro på hvad TV fortæller os - i hvert fald ikke Amors foretrukne skydeskive. På landet kan det godt være man er omgivet af malkekøer, høns, heste og flot natur, men ensomhed og knuste hjerter er ifølge datingprogrammet “Landmand søger kærlighed” også en fast del af tilværelsen.
Derfor er der selvfølgelig også plads til flere sæsoner af seerhittet, der igen byder op til linedance og kærlighed med ny sæson.
Landmand søger kærlighed (6. august TV2 og TV2 Play)
Landmænd er også blevet til landkvinder og som programmet foreskriver skal der igen dates på livet løs med tilhørende akavet smalltalk og lange, længselsfulde blikke. For er det måske den udkårne, der gemmer sig bag den lunkne Slots Classic?
Evigt optimistiske Lene Beier styrer igen slaget over kornmarkerne, som støttevært til de kærlighedshungrende landfolk.
I år gælder det tre kvinder og tre mænd, der leder efter deres udkårne, som de kan dele resten af livet med. En opgave, der nok ikke bliver lettere, når de skal date flere mennesker samtidigt foran rullende kameraer.
Seerfavoritten Svend, der medvirkede sæsoner tilbage, fandt ikke en vedvarende kærlighed, og han vender bl.a. tilbage i jagten på kærlighed i den fredsommelige natur.
Zack Snyder’s Rebel Moon - Director’s Cut (Kan ses på Netflix)
Jeg forsøger altid at komme med anbefalinger i ‘Skærmtid’. Ikke afbefalinger, hvor jeg advarer dig imod hvad du skal se. Med lige nøjagtig Zack Snyder er det meget op til hvert individ, om man har lyst til at gå en stor bue udenom, eller nyde galskaben.
Jeg har tidligere anbefalet de Star Wars-inspirerede “Rebel Moon”-film, der udkom sidste år, som en slags mestermakværker, men alle skal have en chance til.
Snyder har i hvert fald givet sig selv en chance mere ved at udgive de to film på ny i forlængede udgaver. Her loves der mere slow-motion, mere vold og blod og en større, episk fortælling, som det var tiltænkt. Lad os håbe filmmageren har styr på det denne gang.
Bob Marley: One Love (6. august på SkyShowtime)
Enhver musiker med respekt for sig selv skal have en biopic før eller senere. Om de vil det eller ej. Død eller levende.
I år har vi allerede fået den tragiske historie om Amy Winehouse og inden for en nær fremtid skal alle fra Bob Dylan, Bruce Springsteen og de fire The Beatles-medlemmer have deres egne film.
Tidligere i år pustede Hollywood også liv i historien om reggae-legenden Bob Marley, der prædikede fred og kærlighed midt i politisk kaos.
Den jamaicanske pioner bliver forsøgt myrdet få dage før en koncert, men mod alle odds overlever han og slår igennem som med sin fredsskabende musik. Derfra kommer vi helt tæt på ikonets liv og karriere frem til den alt for tidlige død.