Skærmtid: Komediefilmen “Hygge!” smadrer den gode stemning
Jeg plejer gerne at bruge ‘Skærmtid’ til at dyrke det hyggelige, som kan bringe familier, partnere og venner sammen foran flimmerkassen. Med ugentlige serie- og filmanbefalinger er det jo min pligt at finde alt det gode frem, som du kan slappe af med på sofaen, eller dybt begravet under dynen.
Det har jeg også gjort denne uge - men min første anbefaling kommer med et lille twist. Det bliver alt andet end hyggeligt - men til gengæld skide sjovt!
Du kender det sikkert. På besøg hos svigerfamilien eller kærestens venner, du aldrig har mødt. Lidt semi-akavet stemning. Hvordan skal denne aften overhovedet forløbe, uden for megen akavet stilhed, eller dig der plaprer løs om alt og ingenting?
Måske et spil eller en (druk)leg er en god ide. Noget, som kan danne et fællesskab med hold og konkurrence. Så er der jo mange gode spil at vælge mellem. Bare lov mig, du ikke gør det, som familien i dagens første anbefaling gør!
Hygge! (24. maj på Netflix)
I den danske komediefilm “Hygge!” mødes et par søskende og tilhørende kærester til hvad der skal være en knaldhyggelig aften med god mad, naturvin og muntre samtaler om livet og kærligheden.
Det lyder da meget hyggeligt? Bare lige indtil den nyankomne, mere liberale svigerinde Laura får den gode idé, at alle skal lægge deres mobiltelefon på bordet. Resten af aftenen skal alle sms’er og opkald læses højt og besvares, mens de andre lytter med.
Et relativt ufarligt scenarie, hvis man lever et kedeligt liv, som mig. Men i “Hygge!” står de tåkrummende optrin i kø i sådan en grad, det næsten ikke er til at bære. Et par er på vej i skilsmisse med tilhørende affære og alkolhosmisbrug, den nye svigerinde skjuler en graviditet og Ib planlægger at kidnappe sin kærestes irriterende hund. Og det er bare starten på problemerne. “Hygge!” er alt andet end hyggelig, men til gengæld virkelig sjov.
The Beach Boys (24. maj på Disney+)
Vil du høre en af de værste beslutninger jeg nogensinde har taget? Og der er mange at vælge mellem! Men i 2014 spillede det legendariske pop-rock band The Beach Boys i min hjemby Frederikshavn, og jeg valgte simpelthen ikke at dukke op. Utilgiveligt, hvis jeg selv skal sige det, for det var nok en mulighed for at se musikhistorie live, som jeg aldrig får igen.
The Beach Boys er blandt de mest indflydelsesrige bands gennem tiden på lige linje med legendariske navne som The Beatles og Pink Floyd. Og nu kan du blive endnu klogere på bandet med en ny dokumentarfilm, der fortæller de er mere end dem bag “God Only Knows”, der spiller i lufthavnen, når familier forenes i julefilmen “Love Actually”.
I “The Beach Boys” er der nye interviews med Wilson-familien, der udgør bandet, og Mike Love, hvor de fortæller nærmere om livets op- og nedture samt hvordan de skabte deres ikoniske harmonier. Det er musikhistorie du ikke må gå glip af - jeg møder i hvert fald op denne gang!
Atlas (24. maj på Netflix)
AI. ChatGPT. Deepfakes. Ja, den digitale virkelighed, der skabes af kunstig intelligens og algoritmer, er kommet for at blive. Så er det bare et spørgsmål om hvordan vi håndterer disse nye superkræfter. I en ny dystopisk sci-fi-film, der har Jennifer Lopez i hovedrollen, baner den kunstige intelligens dog ikke ligefrem vejen til en mere fredelig fremtid.
Atlas Shephard er en lynende intelligent videnskabskvinde, der i denne dystopiske fremtid aldrig tør sætte sin lid til AI, der har forpurret menneskeheden af mange omgange.
En vigtig robot er dog kommet på afveje, og det er nu op til Atlas at stoppe den - noget, som kun kan gøres med hjælp fra den kunstige intelligens, som forskeren nu må stole på. Lad os håbe det ikke ender sådan i den virkelige verden.