Skærmtid: Har du, hvad der skal til for at blive “Stormester”?
Da jeg var lille, var jeg en rigtig dårlig taber. Jeg surmulede gerne i flere dage, og lavede dramatiske udskejelser. For jeg tabte selvfølgelig aldrig, men blev bare snydt på det groveste. Når jeg ikke kunne svaret i Trivial Pursuit, måtte det selvfølgelig være kortet der havde en fejl, og ikke min intelligens!
Det er heldigvis blevet bedre med årene. Meget bedre. Spil skal jo mest af alt spilles for hyggens skyld, og for de venskaber, der udvikler sig over et spil Besserwizzer.
Om deltagerne er dårlige vindere, der håner deres konkurrenter i den kommende sæson af gameshowet “Stormester”, må du se for at finde ud af. Men det er i hvert fald svært at være en dårlig taber i disse lege, hvor det er fuldstændigt umuligt at lægge en strategi på forhånd eller excellere i alle kundskaber, der her kan være lige nøjagtigt det mest åndssvage eller tilfældige man kan forestille sig.
Ikke desto mindre, så bliver det mildt sagt underholdende at se hvem, der kan løfte trofæet til sidst.
Stormester - Sæson 8
Lasse Rimmer og hans tro hofnar, Mark Le Fêvre (der helst skal udtales med så mange a’er og e'er som muligt) åbner endnu engang op for hurlumhejhuset, hvor kendte deltagere skal forsøge at løse alverdens mærkelige gåder og lege, hvor kun fantasien sætter grænser. Showet blev egentlig skabt af den engelske komiker Alex Horne, hvor det startede som et live-show fra scenen, og senere i 2015 blev til tv-programmet vi kender i dag.
En kæmpe succes i Storbritannien, som pt. er oppe på 17 sæsoner, som sidenhen er blevet omfavnet af resten af verden. Derfor var en dansk version selvfølgelig også uundgåelig, ligesom tilfældet er med alt andet reality-tv og diverse shows.
Igennem nu otte sæsoner og diverse specials, hvor tabere og vindere er vendt tilbage, har “Stormester” taget danskernes opmærksomhed med storm, når weekendens underholdning skal vælges.
Det tog mig selv lige et par afsnit at forstå kemien i værtskabet mellem veteranen Lasse Rimmer og Mark Le Fêvre, men det spiller altså ret godt, når den yngre, sympatiske komiker skal agere konstant pauseklovn. Gennem de mange sæsoner har alle fra Anders Lund Madsen, Tobias Rahim, Sofie Linde og Simon Jul deltaget med stor succes.
Denne gang er det komikerne Tobias Dybvad, Natasha Brock og Carsten Eskelund, der skal igennem udfordringerne. De får også selskab af radiovært Mathias Helt og tv-darling Puk Elgård. Jeg ved ikke med dig, men jeg synes det lyder som et ret solidt cast, der skal tjene i underholdningens navn!
Det er nærmest utroligt skaberne fortsat kan finde på flere lege, når alt fra byg-et-gulerodstår til fake-din-egen-død-scenarier har været i spil. Må den bedste spiller vinde.
“Stormester - Sæson 8” kan streames ugentligt på TV2 og TV2 Play fra 7. juni.
The Game (1997)
Ovenpå ugens udsendelse af “Stormester” kunne du måske havde lyst til flere uforståelige lege med masser af overraskelser. Sådan du ikke behøver vente utålmodigt på et nyt afsnit, er jeg din ven i nød, som har lige den rette film til dig.
Ikke fordi filmen er lige så sjov som “Stormester” - tværtimod - men fordi det hele er en uforudsigelig leg, hvor man aldrig kan vide sig sikker på hvad der skal ske.
Filmen jeg taler om er David Finchers thriller “The Game” fra 1997, som er en yderst udspekuleret film med masser af twists i legen. Den usympatiske rigmand Nicholas har fødselsdag og hans bror giver ham en usædvanlig gave, som er en leg med livet.
Jeg vil ikke spoile hvad der sker, men Nicholas bliver sendt ud på sit livs rejse, hvor det er umuligt at skelne mellem hvad der er virkelig og fiktion.
“The Game” kan streames på SkyShowtime og Prime Video.