80'er-klassiker genopstår på Teater Nordkraft: - Jeg har drømt om at lave den i 15 år
- Jeg har drømt om at lave dette stykke i 15 år, og nu er det endelig blevet til virkelighed.
Sådan lød det fra Teater Nordkrafts teaterchef, Minna Johannesson, i lørdags til premieren på deres nye forestilling 'Betty Blue'.
Kendt som novelle og film har den sexede, næsten grænseoverskridende skildring af lidenskab fra 80'erne for længst etableret sig som et ikonisk værk. Og nu har Minna Johannesson taget udfordringen op og vakt det intense kærlighedsdrama til live på teaterscenen.
- Det er ret svært at lave sexet teater, og jeg synes tit, det ender med at blive enten humoristisk eller forholdsvis akavet. Så nu vil jeg undersøge, om man kan lave sexet teater, som er pirrende og spændende, og som man faktisk gider at se på, fortæller hun.
Skuespillernes tryghed er afgørende
Kernen i enhver af stykkets scener, der tør udforske de mere intime aspekter af menneskelige relationer, er skuespillernes tryghed. Det har Minna og skuespillerne erfaret. Sammen har de skabt et rum, hvor grænser respekteres, og den kunstneriske frihed kan blomstre.
- Det er vigtigt, at man kan tale åbent om det, der foregår, og at man kan have det sjovt med det og grine af det, forklarer hun og fortsætter:
- Og så handler det om at være ekstremt tydelig med grænser.
Tilgangen har gjort det muligt at udforske stykkets erotiske dimensioner med både autenticitet og respekt for de medvirkende.
- Grænser er en meget individuel ting. Nogle har brug for at vide, hvad vi gør og ikke gør ned til mindste detalje. Mens andre har brug for mere overordnede rammer, fortæller Minna og giver os eksempler på, hvordan reglerne på denne opsætning blandt andet er.
- Man må gerne kysse uden at spørge først, eller tage på hinanden uden at spørge først. Men man må for eksempel ikke tage tøjet af hinanden.
Desuden er der også nogle mere tekniske aspekter, som har en betydning for, hvordan de intime scener opfattes af publikum.
- Det handler om at finde en balance mellem tempo, timing og hvor langt vi går. Altså hvor lang tid gør skuespillerne for eksempel noget. Er det syv sekunder eller er det tolv? Det kan være helt afgørende for, om man som publikum synes scenen virker spændende og pirrende, eller om det kammer over og man står af.
Også publikum spiller en rolle
Når først skuespillerne føler sig trygge i det rum, de skaber, bliver det næste også at få publikummet til at være det. I hvert fald i et eller andet omfang. Og her har Minna og skuespillerne erfaret, at hvis publikum anerkendes undervejs i de intime scener, gør det noget positivt ved oplevelsen.
- Når skuespillerne laver en intim scene, er det nogle gange nemmere for publikum at være i, hvis skuespillerne på en måde anerkender, at de er der, fortæller hun og uddyber:
- Så publikum får faktisk sådan en slags voyeur-funktion, men den er meget udtalt.
Meget mere end sex
Trods det erotiske omdrejningspunkt, står Betty Blue som en hyldest til den betingelsesløse kærlighed.
For Minna handler forestillingen om et menneskes fantastiske evne til at elske og blive ved med at elske et andet menneske på trods.
- Jeg er meget optaget af det med, at man ikke stikker af, når noget bliver svært. At man bliver ved med at kæmpe for det menneske, man er sammen med og for kærligheden. Det, synes jeg, er fascinerende og inspirerende.