Deltagerne i Aalborg Halvmarathon og WALKin Nordjylland på vej gennem Limfjordstunnelen. Aalborg 13. maj 2023 Foto: Torben Hansen
Sådan påvirker Aalborg Halvmarathon trafikken
I denne weekend afholdes hele to store motionsløb i Aalborg.
Søndag den 2. juni løber både Aalborg Halvmarathon og WALKin Nordjylland af stablen, og der forventes et stort deltagerantal og masser af liv i byen.
Hvis du ikke deltager i løbene, kan det være nyttigt at vide, hvordan de påvirker byen. Her er et overblik over de berørte områder, så du kan planlægge din dag.
Se også
Hastighedsgrænsen sættes ned på to centrale veje
- Nyhavnsgade mellem "Ved Stranden" og Rendsburggade foran Aalborg Slot er afspærret for al trafik i tidsrummet 04.00 til 17.00.
- I P-huset i Friis er der udkørsel hele dagen, men indkørsel er ikke mulig mellem klokken 08.30 og 09.30 på grund af eventstart.
- P-huset ved Musikkens Hus er spærret for ind- og udkørsel i tidsrummet 08.30 til 09.30.
- Kong Christians Allé og Dannebrogsgade i nordgående retning fra Vesterbro til Kvickly er afspærret for al trafik i tidsrummet 09.00 til 10.30.
- Kong Christians Allé fra Hasserisgade til Vesterbro er åben i hele tidsrummet. Det er muligt at køre fra Hasseris ud på Vesterbro ad den rute.
- Strandvejen mellem Dannebrogsgade og Limfjordsbroen er påvirket. Vi anbefaler, at man finder en alternativ vej i tidsrummet 09.00 til 10.30.
- Det er muligt at køre uhindret mellem Vestbyen/Hasseris og centrum via Vestre Allé/Stolpedalsvej hele dagen.
- Al trafik på Skudehavnsvej frarådes mellem klokken 10.00 og 12.00.
- Der vil være parkeringsforbud på hele Skudehavnsvej fra fredag morgen til søndag aften.
Der er rig mulighed for at opleve motionsfesten i Aalborg.
Der vil være underholdning flere steder på ruterne, og havnefronten kommer til at summe af aktivitet, når de mange tusinde deltagere kommer i mål.
WALKin Nordjylland starter klokken 07.30 fra Slotspladsen ved havnen og Aalborg Halvmarathon starter klokken 9 samme sted.