Så er der Coca-Cola: Se hvornår julelastbilen er i byen
Aalborg er igen valgt som et af årets 27 stop
AALBORG: Lige så sikkert som det er jul i december, lige så sikkert er det efterhånden, at den store Coca-Cola lastbil triller ind i Aalborg.
Og også i år kan du glæde dig til at møde den markante rød-hvide julebebuder her i byen.
I år bliver besøget med lidt af et tvist. For netop julen vil være en tid med stor økonomisk bekymring for mange familier, derfor er sodavandsgiganten i år gået sammen med Røde Kors om en national juleindsamling.
- Julen er en svær tid for familier, der i forvejen er økonomisk trængte. For dem er højtiden forbundet med bekymringer og afsavn. Røde Kors’ julehjælp giver dem mulighed for at tage del i julens glæder og nyde de ting, vi andre ofte tager for givet. Derfor er vi glade for, at Coca-Cola støtter op om vores julehjælp i år og er med til at give udsatte familier i Danmark en god jul, siger Anders Ladekarl, generalsekretær for Røde Kors, til dagens.dk.
Ved lastbilens besøg kan man blandt andet købe den eftertragtede miniature julelastbil, julekugler til træet og som noget helt nyt et trendy indkøbsnet, og pengene går ubeskåret til Røde Kors.
Vil du støtte den gode sag eller have et foto af den ikoniske julelastbil eller sammen med julemanden, så skal du i år til parkeringspladsen ved Bilka Skalborg. Her kan du nemlig besøge den rullende julebebuder fredag 2. december kl. 15-19.
Skulle du misse den her i Aalborg, kan du allerede dagen inden møde lastbilen ved SuperBrugsen i Løkken, ligesom den også kører til Jesperhus og Hobro.
I alt gør Coca-Cola lastbilen 27 stop rundt i landet i år.