Rejs tilbage i tiden: Oplev cigarmagerne fra tobaksfabrikken
Aalborg Historiske Museum skruer tiden tilbage til 1950’erne, når cigarmagere fra den gamle C. W. Obels Tobaksfabrik lørdag 2. november kommer forbi og håndruller cigarer – præcis som de gjorde dengang.
C. W. Obels Tobaksfabrik satte fra 1787 og næsten 200 år frem et stort præg på Aalborg. Oprindeligt lå den ved C. W. Obels Plads i den centrale midtby, men efter en større brand i 1898 rykkede fabrikken ud på Badehusvej i Vestbyens dengang nye industrikvarter, hvor de gamle fabriksbygninger ligger den dag i dag.
Det fortæller Nordjyske Museer i en pressemeddelelse.
Med sine ca. 2.200 ansatte i 1950’erne var den på det tidspunkt Nordeuropas største tobaksfabrik og en af Aalborgs største arbejdspladser.
Det var noget ganske særligt at arbejde der, og fabrikkens cigarmagere lå helt i top på den sociale rangstige i datidens arbejderklasse i Aalborg. De havde en helt andet status end dem, der lavede det hårde slidsomme arbejde på andre af byens store arbejdspladser som fx Spritten, værftet og cementfabrikkerne.
Lørdag 2. november kan du møde nogle af de sidste cigarmagere fra C. W. Obel, når de gæster Aalborg Historiske Museum. Publikum kommer denne dag helt tæt på, når cigarmagerne sætter sig ved deres originale pulte ved cigarbordet, som i dag er en del af museets udstilling, fortæller Nordjyske Museer i en pressemeddelelse.
For at rulle cigarer betragtes som et gammelt erhverv med stolte traditioner og faglig selvtillid.
Der blev dengang snakket løs, mens cigarerne blev rullet, for der var ingen støj af maskiner, da rulningen foregik næsten lydløst.
Nogle af cigarmagerne har holdt traditionen ved lige fra dengang, de arbejde på tobaksfabrikken, og dem kan du altså møde den 2. november ved Aalborg Historiske Museum fra klokken 11 til 14.