Rap-ikon, DJ og producer gæster Ulla T
På onsdag kan du opleve noget ganske særligt på den farverige café i Vestbyen.
En af Danmarks mest anerkendte DJ’s og producere, Tue Track, gæster nemlig byen til den første ”special edition”-udgave af UllaUnplugged.
Kom bag facaden på Tue Track
Tue Track, hvis borgerlige navn er Anders Lundby Brixen, er kommercielt set mest kendt fra rapgruppen Malk De Koijn, hvor han både har lavet fede beats som producer og spyttet syrede rim som rapper.
Normalt ville man måske sige, at Tue Track "ikke er kommet for at redde din dommedag, men bare er kommet for at fyre den konge af”. Men til UllaUnplugged sætter han sig i fortællerstolen for at give dig et blik bag facaden på kunstneren og ind i den kreative proces, som han går igennem, når han laver musik.
Til UllaUnplugged er der nemlig plads til at udforske og fordybe sig i Tue Track's musik, lyrik og proces, når moderator Lotte Lofn stiller nysgerrigheden ind på den anerkendte DJ og producer. Og med sig har han selvfølgelig en taske fuld af vinyler, så musikken og teknikken også bliver en del af fortælleformen i det afslappede set up midt i caféen.