Billede beskrivelse

Populært arrangement vender tilbage: Lokale borgere inviterer til løb i Østre Anlæg

24. august 2024 kl. 19.01
Opdateret 26. august 2024 kl. 07.47

AALBORG: Der er lagt op til en sensommerdag fyldt med glæde, leg og fællesskab, når Familieløbet i Øgadekvarteret 2024 skydes i gang for anden gang den 1. september 2024 kl. 11.00.

Løbet er et initiativ, der er opstået i Øgadens Samarbejdsgruppe, som består af repræsentanter fra lokale foreninger, boligorganisationer, institutioner og forretningsdrivende.

- Øgadens Samarbejdsgruppe er opstået ud fra et ønske om at arbejde med fællesskab, naboskab og mangfoldighed på tværs af bydelens mange interessenter, siger Anne Kristine Ramlov fra Center for Tværfaglig Forebyggelse hos Aalborg Kommune, der er tovholder for Samarbejdsgruppen.

- Der findes rigtig mange gode initiativer i bydelen, som Samarbejdsgruppen lægger et stort stykke arbejde i at sætte lys på, så de kommer så mange mennesker som muligt til gode. Samarbejdsgruppen har også taget initiativ til flere nye fællesskabende tiltag, som for eksempel bydelsfest, arrangementer for børn, bydelsvandringer, foredrag og selvfølgelig Familieløbet i Østre Anlæg.

- Vi er enormt glade for den opbakning, de øvrige arrangementer har fået, og vi håber naturligvis, at det fortsætter med dette tiltag, siger initiativtagerne bag Familieløbet.

Initiativtagerne bag Øgadens Familieløb er Lars Juul fra Løbeklubben AMOK, Helle Christensen fra DUI - Leg og Virke, Ole Skovrider fra Erik Sørensen Byg A/S og Thomas Nedergaard fra Kaffebaren.

Øgadeløbet er et familieløb, der skal få både ældre, unge, børn og deres forældre ud og være aktive sammen samt nyde en sjov dag i dejlige Østre Anlæg.

- Østre Anlæg kommer til at danne ramme om en sjov dag, hvor bydelens borgere kan møde hinanden, løbe, gå og tale sammen. Desuden er håbet, at Aalborgs øvrige borgere vil møde op og tage del i dagen og opleve fællesskabet, siger en af initiativtagerne, Lars Juul fra Løbeklubben AMOK.

Alle er inviteret, og det er gratis at være med i parken. For deltagelse i selve løbet koster en billet 50 kr. og inkluderer startnummer, medalje og forplejning (børn under 12 år deltager gratis).

Igen i år går overskuddet fra løbet til foreningslivet i og omkring Øgadekvarteret.

Udover en løberute vil der være aktiviteter for børn i løbet af dagen, samt salg af sandwich og drikkevarer. Der er stor opbakning fra flere lokale aktører, der også deltager på dagen, som for eksempel Løbeklubben AMOK, DUI – Leg og Virke, Erik Sørensen Byg A/S, Kaffebaren, Superbrugsen Færø Plads, Sønderbroskolen, daginstitutionerne i Øgadekvarteret, Wagner Ejendomme, Viva Bolig og Alabu Bolig.

Aalborg Kommunes borgmester, Lasse Frimand Jensen, skyder igen i år løbet i gang, og alle løbere bestemmer selv, hvor mange runder de vil løbe. 

Det vigtigste er netop, at det bliver et arrangement i fællesskabets tegn. Derfor er det et løb, hvor alle – uanset alder og kondition – kan deltage. Ruten går omkring søen i Østre Anlæg og er en kilometer lang.

Til de mere ambitiøse løbere er løbsdagen en del af Klub100, hvor løbere, der løber en halvmaraton, kan blive noteret for den præstation – dog inden for de tre timer, løbet varer.

- Vi er ambitiøse i år og går målrettet efter at samle 600 løbere og 2500 glade mennesker i parken, siger arbejdsgruppen for Familieløbet.

Fristen for tilmelding er fredag den 29. august kl. 12.00.

Øgadeløbet 2024 finder sted i Østre Anlæg søndag den 1. september fra kl. 11.00 til 14.00, og det koster 50 kr. at deltage. Børn under 12 år deltager gratis.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste