Billede beskrivelse

Palæstina Film Festival kommer til Aalborg for første gang

09. april 2024 kl. 13.02
Opdateret 10. april 2024 kl. 13.28

Efter at have eksisteret i 11 år kommer Palæstina Film Festival for første gang til Aalborg. Det sker lørdag d. 20. april i Biffen i Nordkraft, som viser spillefilmen The Teacher.

Filmen er instrueret af den Oscar-nominerede, palæstinensiske instruktør Farah Nabulsi, og er et drama om de tilspidsede forhold på Vestbredden, hvorfor filmen desuden er optaget under meget vanskelige forhold.

Se også
Biffen fylder 35 år: - Det går ikke af mode at gå i biografen

Palæstina Film Festival beskriver The Teacher som en dramatisk, smuk og højaktuel film, der handler om kærlighedsforholdet mellem skolelæreren Basem og den frivillige socialarbejder Lisa under de komplicerede omstændigheder, der også trækker tråde til hovedpersonens fortid.

Filmen vises med engelske undertekster.

Billede beskrivelse

Særlige gæster på scenen

Palæstina Film Festival viser spille- og dokumentarfilm, for at give et bredere kendskab til Palæstina og palæstinensere, kulturelt, historisk og menneskeligt.

Efter filmen denne dag har festivalen derfor også inviteret særlige gæster til at komme på scenen og fortælle om deres egne oplevelser med krig og kærlighed.

Ægteparret Naila Ayesh og Jamal Zakout har tidligere boet i Gaza og bor i dag på Vestbredden. De er desuden hovedpersoner i en anden af festivalens film; Naila and the Uprising, og kommer til Aalborg med deres personlige historie.

Billetprisen til arrangementet er 75 kr. hvoraf 5 kr. går til Det Palæstinensiske Skakforbund i Flygtningelejren Shatila ved Beirut. Billetterne kan købes hos Biffen i Nordkraft.

Fakta

Hvad: Palæstina Film Festival viser The Teacher

Hvor: Biffen Nordkraft

Hvornår: Lørdag d. 20. april kl. 13.30

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste