Oplev eventyrmusik og robotkameraer med Aalborg Symfoniorkester
Kort fortalt:
- Musik og eventyr kædes sammen af Aalborg Symfoniorkesters egen børne- og ungeproducent Jesper Mikkelsen i en snak om hekse, prinsesser og troldmænd.
- Koncerten, der henvender sig til børn fra 8 år og op, varer en lille times tid.
- Bagefter kan børnene i selskab med deres voksne ganske gratis fornøje sig med at skære græskar eller blive ansigtsmalet i Foyeren i Musikkens Hus.
Der er musik fra flere kendte og elskede eventyr – og så er der en klaverkoncert, hvor robotkameraer filmer pianistens imponerende leg hen over tangenterne tæt på, så man virkelig får en fornemmelse af, hvad han laver.
”Børns eventyrlige verden” er titlen på koncerten, hvor Aalborg Symfoniorkester spiller musik fra blandt andet Aladdin (Carl Nielsen), Tornerose (Tjajkovskij) og Troldmandens lærling (Dukas). Hovedværket denne lørdag formiddag er Dohnanyis Nursery Song – bedre kendt som Twinkle Twinkle Little Star – eller på dansk Alfabetsangen.
A – B – C – D – E – F – G
Man nynner næsten straks med. Hvad enten det er Alfabetsangen eller Twinkle Twinkle Little Star, så er melodien den samme. Den stammer oprindeligt den franske børnesang Ah! vous dirai-je, maman fra 1761. Senere har Mozart leget med den, og ved koncerten her skal vi høre den ungarske pianist Ernst von Dohnányis version fra 1914.
Det er en 22 minutter lang klaverkoncert med flere variationer over melodien, hvor komponisten virtuost varierer disse få toner og leger med dem – til tider også i dialog med orkestret. Dohnányi gav med et glimt i øjet værket undertitlen ”Til glæde for venner med humor, til irritation for andre”.
Små robotkameraer filmer og er med til at give en helt særlig oplevelse af klaverkoncerten, der spilles af David Munk Nielsen.