24 timer med masser af sport: Nyt koncept indtager Gigantium
Vil du spille bordfodbold på et tysk, amerikansk eller fransk bord, udfordre danmarksmesteren, eller måske bare få en intens familiedyst? Du kunne også prøve curling for første gang eller måske spille badminton eller basket i mørke og neonfarver? Eller hvad med at skøjte rundt til musik til isdisko i isarenaen?
Folkene bag idrætskonferencen Idrætsmødet inviterer nu til 24 timer i Gigatium propfyldt i alle haller og arealer med en spændende og meget varieret buffet af idrætsaktiviteter, skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Det nye koncept hedder Idrætsmødet, hvor alle er inviteret med til både at deltage og kigge fra 13. september klokken 16 til 14. september kl. 16.
- Idrætsmødet ønsker at fejre idrætten hen over de 24 timer og få givet gæsterne nogle gode oplevelser og måske inspireret nogle, også gerne nogen der ikke normalt ser sig selv i idrætsaktiviteter. Eventet er opbygget sådan, at man både kan melde sig til aktiviteter på forhånd. Men man er også meget velkommen til bare at dukke op og kigge, og hvem ved, måske lade sig inspirere til at prøve noget. Under IDRÆTSDØGNET arbejder vi med den brede definition af idræt, så det er lige fra skak og cirkustricks til kampsport og moderne 5-kamp, fortæller Morten Arvidsson, koordinator af Idrætsmødet.
På Idrætsmødets hjemmeside kan du få et overblik over alle aktiviteterne.