Nu sker det: Balladen om kolonihaven er tilbage
Første sæson af 'Balladen om kolonihaven' gik land og rige rundt sidste år, da den blev sendt på TV 2 og TV2 Play. Mere end en million seere så med på hvert afsnit, serien blev kåret som 'årets reportageserie' ved Tvprisen-uddelingen, og den modtog EchoPrisen for 'årets tv-program'.
Nu kommer der en ny og sidste sæson af den populære serie, og her gør tidligere formand Finn Lund Nyby et uventet comeback. Men en tilbagekomst af hans regelrytteri er ikke noget, der vækker udelt begejstring i dele af den aalborgensiske kolonihaveforening, skriver TV2 i en pressemeddelelse.
For der er stadig ikke faldet ro på i kolonihaveforeningen Jørgen Berthelsens Minde efter sidste års uro til den årlige generalforsamling. I afslutningen af sidste sæson fik det højlydte mindretal skovlen under formand Finn og resten af bestyrelsen.
Den nye sæson
I den nye sæson forsøger en nyvalgt bestyrelse, der består af næsten udelukkende unge mennesker, at sætte en linje for foreningen. Men der er ingen i bestyrelsen - eller i hele foreningen for den sags skyld - der har lyst til at indtage øretævernes holdeplads: Formandsposten.
Da ingen melder sig, ser Finn sit snit til at lave et uventet comeback, og han får 70 procent af stemmerne.
- Det er alligevel mere end nogen dansk regering nogensinde har fået, fortæller Finn stolt efter valget.
Men aftenkaffen er lige ved at ryge i den gale hals hos den ældre generation, der troede, at de var sluppet af med Finn.
- Lad os få vores gamle haveselskab tilbage. Han skal ikke ud. Han skal HELT ud, som Kurt Hansen udtrykker det om den tilbagevendte formand.
Statsminister Mette Frederiksen på besøg
Problemerne i 'Balladen om kolonihaven' synes på overfladen at være meget lokale, men samtidig ligger de måske alligevel ikke så fjernt fra de udfordringer og konflikter, vi oplever ude i den store verden. I hvert fald kan statsminister Mette Frederiksen tilsyneladende ikke dy sig for et besøg i kolonihaven lidt uden for Aalborg, mens hun kæmper med udfordringer i udlandet.
Og under besøget i den nye sæson får formand Finn rosende ord med på vejen af den danske statsleder.
- Tak for indsatsen. Det er jo lettest at lade være. Og hvis alle lader være, så er der bare ikke nogen kolonihaver, siger statsministeren til formanden.
Den nye sæson af Balladen om kolonihaven kan ses på TV2 og TV2 Play tirsdag den 5. november.