Billede beskrivelse

Nu letter første fly - ny direkte rute til spansk storby

Byen rummer alt fra vild arkitektur og flotte strande til god mad og drikke

24. juni 2023 kl. 11.20

AALBORG: Spansk sommervarme med en sangria i hånden - det ku' man da godt lige overskue.

Nu åbner en ny rute fra Aalborg, som gør dén drøm væsentlig nemmere at realisere. For i dag, lørdag 24. juni, letter det første fly fra Aalborg Lufthavn og sætter kursen direkte mod den spanske storby Barcelona.

Her finder du storslået arkitektur, vilde shoppingmuligheder og ikke mindst strand og varme for alle pengene.

To flyvninger om ugen

Det er det norske flyselskab Norwegian, der står bag den nyåbnede rute, som gennem sommerhalvåret kommer til at have to ugentlige flyvninger direkte til Barcelona fra Aalborg.

- Vi er glade for endnu en gang at udvide vores rutenetværk fra Aalborg Lufthavn. Vi glæder os til at byde de nordjyske passagerer velkommen ombord og give dem en rigtig god start på deres ferie, lyder det fra Magnus Maursund, Norwegians kommercielle direktør, i en pressemeddelelse.

Det er altså onsdag og lørdag, at du skal have pakket kufferten, hvis du vil med til Barcelona.

Hvis destinationen ikke er så vigtig, kan du også komme direkte mod varmere himmelstrøg med destinationerne Alicante, Malaga og Mallorca med Norwegian - og senere på sæsonen fra 31. oktober til Tenerife.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste