Nu kan du tage turen til Grønland fra Aalborg Lufthavn
Kort fortalt:
- Fra sommeren 2024 er det muligt at flyve til Grønland fra Aalborg Lufthavn.
- Rejseperioden strækker sig fra den 25. juni til den 20. august 2024.
Endnu en unik rejsemulighed åbner sig for nordjyderne, når Air Greenland introducerer en eksklusiv rute fra Aalborg Lufthavn til Kangerlussuaq i Grønland.
- Vi har mulighed for at flyve til og fra Aalborg Lufthavn om tirsdagen, ved at mellemlande i København og videre til og fra Kangerlussuaq, siger kommerciel direktør Henrik Søe fra Air Greenland.
I løbet af sommeren 2024, mellem den 25. juni og den 20. august, vil Air Greenland betjene i alt ni flyvninger mellem Aalborg og Grønland.
Et Boeing 737-800-fly fra Jettime, med plads til 189 passagerer, vil fragte rejsende fra Aalborg over Atlanten til destinationen. Ruten inkluderer et kort stop i København for at optage nye passagerer, inden rejsen fortsætter direkte til Kangerlussuaq.