Billede beskrivelse

Ny rute tager dig direkte ned i varmen fra Aalborg Lufthavn

Fra efteråret kan du komme direkte fra Aalborg Lufthavn til den vulkanske ferieø, Tenerife

14. april 2023 kl. 08.22
Opdateret kl. 08.45

AALBORG:  Om lidt kan du nemt og bekvemt komme til varmere himmelstrøg henover efteråret og vinteren - direkte fra Aalborg Lufthavn. Der kommer nemlig en ny direkte rute fra Aalborg til Tenerife. Det skriver Aalborg Lufthavn i en pressemeddelelse.

Den nye direkte rute til Tenerife flyves en gang om ugen på tirsdage indtil afslutningen af vintersæsonen i marts 2024.

- Med endnu en ny Norwegian-rute fra Aalborg Lufthavn får vores kunder direkte adgang til det solrige Tenerife i de kolde og våde danske vintermåneder, siger Magnus Thome Maursund, kommerciel direktør i Norwegian.

- Tenerife er en af vores allermest populære destinationer i netværket, så vi er glade for også at kunne tilbyde vores nordjyske kunder at rejse direkte til den spanske varme med Norwegian.

Flygt fra kulden

Tilbage i februar offentliggjorde Bravo Tours charternyheden La Palma, og med Norwegians nye rute til Tenerife går vi derfor en endnu stærkere vintersæson i møde.

- Vi er glade for nyheden og samarbejdet med Norwegian, som i år også har resulteret i sommernyhederne Barcelona og Alicante og nu vinternyheden Tenerife. Der er endnu større potentiale i charter- og ruteudbuddet fra Aalborg i vinterhalvåret, hvorfor vi fortsat arbejder med at tiltrække nye destinationer til vores rejselystne gæster, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.

Tenerife er solrig året rundt, og er unik ved at være knastør i syd og frodig i nord med grønne skove, blomstrende dale og talrige bananplantager. Øens nordkyst kendetegnes ved de frodige bjergkamme samt de lavt hængende skyer. På Tenerife finder du også vulkanen Teide, som med sine 3.718 meter er Spaniens højeste bjerg og Tenerifes største attraktion.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste