Nu kan du få penge for at passe dit barn derhjemme
Den nye ordning gør det muligt for forældre at få et tilskud for at passe sit eget barn selv - fremfor at sende afsted i institution
AALBORG: Der er rift om vuggestue- og dagplejepladserne i Aalborg Kommune. Derfor træder en ny ordning i kraft, tirsdag 1. august, der gør det muligt for forældre selv at passe deres børn derhjemme med et tilskud fra kommunen.
Tilskuddet udgør 6.158 kroner om måneden per barn, hvilket er 73 procent af nettoudgiften til en dagplejeplads.
I første omgang er der tale om et tilskud, som forældre kan få udbetalt i et år - for eksempel efter endt barsel, hvor barnet som oftest ville blive sendt i institution.
Flere børn og færre dagplejere
De næste fire år ventes cirka 50 dagplejere at gå på pension, uden sikkerhed for at nye kommer til. Det oplyser Merete Villsen, der er dagtilbudschef i Aalborg Kommune. Derfor er det også kærkomment, at tilskuddet bliver startet op i Aalborg Kommune netop nu, mens 39 andre kommuner allerede har tilskuddet - heriblandt Frederikshavn, Vejle, Roskilde og Frederiksberg.
- Vi har stigende børnetal i Aalborg Kommune, og det er naturligvis skønt, siger rådmand Morten Thiessen for Børn og Unge i Aalborg Kommune på deres hjemmeside.
Forventer at spare 1 million
- Men vi kan også konstatere, at det giver os lidt udfordringer. Så nu prøver vi den her ordning og holder nøje øje med den undervejs for at se, om det kan være et led i at komme de udfordringer i møde, lyder det fra Morten Thiessen.
Tilskudsordningen er i første omgang søsat som en 2-årig forsøgsperiode, og Aalborg Kommune forventer, at kunne spare en million kroner ved at op imod 100 børn efter den nye ordning vil blive passet hjemme i stedet for at komme i institution.
Tilskuddet kan gives, fra barnet er 24 uger, og indtil barnet skal starte i børnehave. Du kan finde mere om den nye ordning her.