Nostalgi i ny kalender: Kan du genkende disse steder i Aalborg?
Kort fortalt:
- Aalborg Stadsarkiv udgiver Lokalhistorisk Kalender 2024.
- Kalenderen er fyldt med billeder fra Aalborg i 1950-1980.
Hvis du er fra Aalborg, så har du nok shoppet i modebutikkerne i Algade, du har sikkert drukket en kaffe på en af områdets mange caféer, du kender garanteret de små, pastelfarvede huse i Hjelmerstald og måske har du været til bryllup eller barnedåb i den smukke Vor Frue Kirke.
Men hvordan så et af byens mest centrale, travleste og hyggeligste punkter ud i 1950'erne?
Aalborg Stadsarkiv udgiver traditionen tro Lokalhistorisk Kalender, som i 2024 har kvarteret omkring Vor Frue Kirke og Aalborg Stadsarkiv som tema.
Farvel små købmænd, hej store butikskæder
Lokalhistorisk Kalender 2024 viser fotos fra kvarteret omkring Aalborg Stadsarkiv i Arkivstræde, som ligger lige bag Vor Frue Kirke.
Fotografierne tager os med rundt på en tur i kvarteret i perioden fra slutningen af 1950’erne til 1980. Gaderne er genkendelige, men mange af husene er væk og erstattet af nye bygninger. De små købmænd og fødevarebutikker på billederne er væk i dag, og mange af de lokale specialforretninger er erstattet af nationale og internationale kæder.
Vil du dykke ned i nostalgien kan Lokalhistorisk Kalender købes på Aalborg Stadsarkiv og i byens boghandlere.