Netto genåbner butik på Eternitten
Den ny Netto på Alexander Foss Gade byder på kaffe og gulerodsboller i forbindelse med genåbningen den 24. april kl. 08.00. Alle er velkomne fra kl. 07.30, hvor du kan opleve Nettos eget jazzband.
Det skriver Netto i en pressemeddelelse.
Det bliver en anderledes Netto, som aalborggenerne vil møde, når de går på indkøb i deres lokale Netto.
Med Nettos moderne butikskoncept adskiller butikken sig fra de gamle Netto-butikker, idet både indretning og look-and-feel har fået et gennemgribende løft, som skal løfte hele indkøbsoplevelsen.
– Vores 3.0 butikskoncept giver en mere behagelig indkøbsoplevelse for vores kunder, og vores medarbejdere får nemmere arbejdsgange. Kernen i vores koncept vil stadig være det, man som kunde kender: Nemlig gode varer til de bedste priser, fortæller Braw Bakir, der er direktør i Netto.
Nu med Scan&Go og Scan-selv-kasser
En anden ting der gør det nemmere at handle i den nye butik, er de nye betalingsmuligheder. Den opdaterede Netto tilbyder både Scan-selv-kasser og Scan&Go.
Butikschefen i den nye Netto-butik er Camillia Skov Cramer. Hun glæder sig meget til at byde kunderne indenfor i den helt nye butik:
– Vi vil gerne skabe fremtidens discountbutik med afsæt i en mere rolig butik, der er kendetegnet ved et stærkt sortiment af kvalitetsvarer til discountpriser og stor friskhed, siger Camillia og fortsætter:
– Vi vil i endnu højere grad indrette butikken efter kundernes efterspørgsel, som går mod store frugt- og grønt-afdelinger og en enkel og nem navigation i butikken. Det skal være behageligt at handle her, og på tværs af hele butikken vil man møde en forbedret oplevelse, som vi håber, at kunderne vil tage rigtig godt imod.