Billede beskrivelse

MGP indtager Børnekarneval

Gurli Gris og Bluey & Bingo får selskab af MGP til årets Børnekarneval i Kildeparken.

25. april 2023 kl. 15.01

Der er lagt op til sang, dans og fest for de yngste, når stjernerne fra MGP indtager Kildeparken til årets Børnekarneval.

- Vi glæder os til et brag af et show, når MGP kigger forbi til Aalborg Karneval. Det bliver en fantastisk koncert med masser af sang, fest, dans og glade børn, skriver Aalborg Børnekarneval i et opslag om den sidste tilføjelse til sceneshowet.

Også hundehvalpene Bluey & Bingo samt Gurli Gris sørger for underholdningen til Børnekarneval, der afvikles den 20. maj.

Parade slutter i fortryllet park

Børnekarneval starter med en parade på Gabels Torv kl. 10.00. Herefter bevæger optoget sig ad Fjordgade og Algade, før festlighederne fortsætter ad Boulevarden med Kildeparken som destination.

Billede beskrivelse

Kildeparken har i dagens anledning taget navneforandring til Den Fortryllede Park, og her vil børn i alle aldre kunne have en fest med et væld af aktiviteter foruden altså underholdningen fra scenen. Temaet er det samme som for de voksnes karneval, nemlig ”Guld, glitter og genbrug”.

Aktiv Børnekarnevalsprinsesse

Skulle der stadig være energi i overskud, kan man med fordel lede efter årets Børnekarnevalsprinsesse. Det er nemlig ingen ringere end superatleten Stine Rex.

- Sammen med Stine får vi lyst til at bevæge os, løbe og lege sammen. Det synes vi hos Aalborg Karneval er mega sejt, lød det således fra Aalborg Karneval i sidste uge, hvor Stine Rex kunne lade sig krone som Stine d. 1. af Aalborg ved en ceremoni i Aalborg Zoo.

Sidste års Børnekarneval havde flere deltagere end normalt efter to års pause som følge af corona-nedlukningerne. Der er dog stadig plads til endnu flere festglade børn samt forældre, bedsteforældre og andre former for vedhæng – og billetter til festlighederne kan købes på Billetlugen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste