Malte sang for dronningen - nu synger han gratis for dig
Julens komme bliver fejret med en gratis koncert i Salling
AALBORG: Må jeg kalde Dem for du? Malte Ebert poppede det helt store spørgsmål, da han for nylig sang for dronning Margrethe i forbindelse med hendes 50 års jubilæum.
Om han også synger den meget omtalte, royale sang, når han snart kommer til Aalborg, må du møde op for at finde ud af.
Lørdag 5. november kan du nemlig opleve sangeren, der tidligere mest var kendt som Gulddreng, ved en minikoncert på toppen af Salling.
Koncerten er en tidlig julegave fra hele byens stormagasin - for det er ganske gratis at høre sangeren på Salling Rooftop, skriver Salling på Facebook.
Efter Malte Eberts farvel til alter egoet Gulddreng i 2018, er han begyndt at udgive musik i eget navn og har haft hit som blandt andre Rather Be. Senest er det altså den royale optræden, der har skaffet ham omtale i medierne.
Da der er begrænset plads til koncerten, opfordrer Salling til, at man kommer i god tid. Koncerten begynder kl. 13.