Luciaoptoget i Limfjorden vender tilbage
Er du fra Aalborg, må du efterhånden kende til det årlige flydende luciaoptog, der både lyser og spiller den mørke og vinterkolde Limfjord op.
Aalborgenserne har i efterhånden mange år kunnet opleve lysende og syngende havkajaksejlere langs havnefronten den 13. december. Og det kan de igen i år, når medlemmer fra Aalborg Friluftsliv stiller an med lysende SUP-boards.
Jens Fischer, der er kasserer i Aalborg Friluftsliv, er med for andet år i træk. Sidste år var hans tjans at sørge for, at stemningen på lydsiden ikke fejlede noget. Han padlede rundt med en soundboks på sit SUP-board, der skulle spille havnefronten op til glæde for de mange fremmødte aalborgensere.
- Det var måske lidt højt og blev måske lidt ensformigt for os, der var tæt på soundboksen, siger en smågrinende Jens og fortsætter:
- Men når man kan fornemme, at der står tusinder af mennesker nede langs havnefronten, så er det 100% dét værd.
Oplev det flydende luciaoptog
Hvis du ikke vil gå glip af årets luciaoptog til vands, skal du stille dig et sted langs havnefronten den 13. december. Optoget starter kl. 17.15 ved Vestre Fjordpark, hvorfra de mange SUP-boards sejler mod Jomfru Ane Parken. Her gør de ophold og synger luciasang kl. 18.00 for til sidst at sejle tilbage til Vestre Fjordpark.
Så er du til julehygge og julesalmer, kan du godt begynde at glæde dig. Det gør medlemmerne fra Aalborg Friluftsliv i hvert fald.
- Det er en helt magisk oplevelse at stå på sit board pakket ind i vildt varmt tøj og massere af lyskæder og LED luciakroner, og så ellers bare bevæge sig derud af i mørket , fortæller Jens og slutter af med en kæk bemærkning:
- Men altså soundboks-tjansen er da til salg i år, hvis nogen andre gerne vil købe ind på den.