Billede beskrivelse

Lokale iværksættere åbner butik i midtbyen

Nu bliver det muligt at møde flere iværksættere og købe deres produkter

16. august 2023 kl. 06.00
Opdateret kl. 13.40

Flere af de kreative hoveder, der normalt holder til i UCN’s Innovationshus, kan snart findes i lokaler i hjertet af Aalborg på Boulevarden 8.

Fredag 25. august åbner en flok iværksættere fordelt på otte virksomheder nemlig en fysisk butik, The Neu New, hvor man blandt andet kan finde tøj, duftlys, smykker, snacks og merchandise.

Samtidig bliver det muligt at få en snak med alle iværksætterne, som skal skiftes til at stå i butikken.

Tættere på kunderne

I hverdagene har The Neu New åbent fra 10.00 til 18.00, mens det er fra klokken 10.00 til 16.00 om lørdagen.

Butikken giver virksomhederne et sted, hvor de kan sælge deres produkter, men for nogle er det især også vigtigt at have den fysiske kontakt med kunderne.

En af de otte virksomheder, der vil være i butikken, er FROD, som sælger abonnementsbokse med sjove og lækre snacks fra hele verden.

- Det er fedt, at vores kunder har mulighed for at besøge os i butikken, hvor vi kan snakke med dem, og de kan give os feedback på vores produkter, siger Maria Stephansen, en af stifterne af FROD.

Billede beskrivelse

Et brag af en åbningsfest

For at fejre åbningen af butikken holder de et brag af en fest, hvor man kan møde alle iværksætterne.

Derudover kan man se frem til snacks, kolde drikkevarer og goodiebags fra iværksætterne – desuden vil to musikere, Skrunk Mama og Rejmers, komme og skabe festlig stemning.

- Når dagen er slut, inviterer Under Buret i Jomfru Ane Gade til efterfest. I løbet af festen i butikken vil blive uddelt drinks- og ølbilletter, som er sponsoreret af Under Buret, og vi håber at se mange af de besøgende på baren til mere fejring.

Indtil videre kan man finde varer og møde iværksættere fra LeaLux, Cura Clothing, SecondHood, CC Merch, NU-Modest, Hype Vintage, CC Flowery og FROD.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste