Billede beskrivelse

Livemusik og hotdogs hos Råt&Godt: Kom til høstmarked!

15. august 2024 kl. 06.01

Der er dømt god stemning, lækker mad og livemusik, når Råt&Godt inviterer til høstmarked den 31. august fra kl. 10.00 til 15.00.

Råt&Godt er en socialansvarlig virksomhed med butik og værksted, hvor blandt andet unge, der har forskellige udfordringer kan komme i beskæftigelsesforløb.

- Vi har lige startet fire nye borgere i forløb, og nogle af dem vil også være her på dagen. Så dem kan man også møde samt vores almindelige medarbejdere, fortæller Christian Helweg, stifter af Råt&Godt.

Men der er meget mere på programmet, når høstmarkedet løber af stablen. 

- I forbindelse med markedet har vi 15-20 boder udover vores egen butik og værksted. Derudover har vi to madboder med pølser og burgere samt livemusik med Tess Daarbak. 

- I boderne er der alt fra folk, der sælger smykker til knive og træværk, men også nogle, der laver tøj samt håndlavet og bæredygtigt brugskunst, fortæller Christian Helweg. 

Med 1300 mennesker, der har vist interesse for begivenheden på Facebook, må man sige, at det er en succes.

- Vi har holdt et enkelt marked for et par måneder tilbage, og der kom det bag på mig, hvor mange der kom. Så det måtte vi gøre igen. 

- Det er så fedt at kunne sprede kendskabet til Råt&Godt, og hvad det er, vi kan tilbyde. Vi er konstant i udvikling, så vi ændrer os hele tiden. Der vil derfor være nyt at se for næsten hver gang, fortæller Christian. 

Blandt andet er der åbnet et nyt keramikværksted, som er muligt at besøge under høstmarkedet og det samme gælder for cykelbutikken samt Råt&Godt's materialebank og værksted, der også er åbne under markedet. 

Så der er chance for gode hyggestunder med familie og venner, når den socialansvarlige virksomhed Råt&Godt åbner dørene til høstmarked den 31. august på Hjulmagervej 58 i Aalborg. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste