Billede beskrivelse

Lise Ranks: - Derfor skal jeg se Natasja-musicalen

27. november 2023 kl. 19.01

- Jeg skal helt sikkert ind og se den.

Sådan lyder det, da vi taler med lokal musiker Lise Tuborgh Møller, om den anmelderroste musical NATASJA, som vender tilbage på Danmarksturné i 2024. Musicalen kommer nemlig til Aalborg i slutningen af november næste år.

Lise, der nok er bedre kendt under kunstnernavnet Lise Ranks, kan godt beskrives som en af Aalborgs rap- og reggaedronninger. Hun er før blevet sammenlignet med den legendariske sangerinde, idet hun i mange år selv lavede musik indenfor samme genre.

Vi har talt lidt med Lise om hendes blik på musikeren Natasja, og om den indflydelse Natasjas musik har haft på hende.

Hvad har Natasja betydet for din musik?

- For mig symboliserer Natasja en form for frihed i musikken. Til selv at vælge sin egen måde at udtrykke sig på. En uafhængighed og et budskab, der kommer direkte fra hjertet. Jeg synes, hun har den der originalitet, som man ikke kan skabe, hvis ikke den kommer indefra. Og jeg tror rigtig mange musikere er inspireret af hende. Både mænd og kvinder.

Kan du se dig selv i sammenligningen med Natasja?

- Ja, det kan jeg godt i forhold til genre, men også det med at have noget på hjerte. Da Natasja blev stor, var det meget sådan nogle politiske ting, som hun lavede. Og det gjorde jeg også dengang. Ting der var med til at fremme solidaritet og mangfoldighed. Så ja, derfor kan jeg godt se nogle ligheder.

Er der andre kunstnere derude med samme ånd, som du ville anbefale?

- Det er der sikkert mange musikere, der har. Men jeg synes Mekdes har noget af den ånd. Hun har den der autenticitet og stor originalitet. Man kan bare høre, når det er hende.  Så er der også Nøx. Hun har sin helt egen ting kørende. Sådan en melodisk depressiv rap som jeg synes, er rigtig spændende at følge. Der også Lil’ Kaka, som er gået uafhængig, og det har bare gjort noget virkelig spændende ved hans musik.

Hvad er dit yndlingsnummer med Natasja?

- Det er måske lidt kliché, men altså: Giv mig Danmark tilbage. Jeg synes bare, at den virkelig har et budskab. Et budskab, som jeg måske også bedst kan identificere mig med. Altså når kunst går ind og adresserer en problemstilling i vores samfund. Det synes jeg er virkelig vigtigt. Og det er stadigvæk vigtigt i dag.

Billede beskrivelse

Om musicalen

NATASJA tager dig med ud i alle tænkelige hjørner af Natasjas liv, musik og karriere. Du kommer med på opturene og nedturene, fra sammenbrud og knoglebrud til glædesudbrud og gennembrud – fra den spæde start til den sørgelige slutning med det fatale trafikuheld på Jamaica.

NATASJA er instrueret af den anmelderroste instruktør inden for musikdramatik, Nikolaj Cederholm, mens den Grammy- og Reumert-vindende musiker Clemens Telling – bedre kendt som MC Clemens – står bag idé, manuskript og helt nye handlingsbærende sange. På scenen står blandt andre Cisilia Ismailova, Roberta Hilarius Reichhardt, Feven Geles, Pharfar, Caroline Henderson og Trine Appel sammen med et ensemble af dansere.

Vil du også ind og se musicalen?

Musicalen spiller i Aalborghallen på AKKC i slutningen af november 2024, men du kan allerede nu købe billetter i AKKC’s billetkontor eller via deres hjemmeside.

Er du studerende kan du også få 50% rabat på et begrænset antal Study Tickets. Læs mere på AKKC's hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste