Billede beskrivelse

Kraftigt snefald rammer Nordjylland i nat: Her er forventningerne til morgentrafikken

I nat falder der masser af sne i Nordjylland. Vejdirektoratet er dog godt forberedt og forventer ikke, at vejret vil skabe de samme trafikale problemer som i december sidste år. Det er der særligt én grund til

06. december 2022 kl. 16.03

NORDJYLLAND: Biler i grøften. Busser på tværs. Kaos i trafikken. 

De fleste husker nok snestormen 1. december 2021, hvor Nordjylland blev klædt i hvidt. Mange veje blev spærret, og uvejret fik Nordjyllands Politi til at fraråde al udkørsel i hele landsdelen. 

Nu kommer sneen igen.

Tirsdag morgen udsendte DMI et varsel om kraftigt snefald, der ifølge meteorologerne rammer Nordjylland fra midnat til onsdag middag. Konkret betyder det, at der - hvis prognosen holder - vil falde mere end 15 cm sne på seks timer.  

Men det får ikke de samme trafikale konsekvenser, som det var tilfældet sidste år.

Det forklarer Carina Meldgaard Frandsen, der er teamleder ved Vejdirektoratets driftscentral. 

- Den her gang er situationen en helt anden. For det første falder der ikke lige så meget sne. For det andet forventer man ikke de her regnbyger, der kan skabe problemer. Derfor er vi forberedt på en helt anden måde, siger hun.

Særlig situation sidste år

I forbindelse med snestormen sidste år var problemet nemlig, at regnbyger havde skyllet saltet af vejene, før sneen faldt.  

- Det skabte en meget speciel situation, hvor vi ikke kunne skrabe i bund. Derfor tog det længere tid at rydde op, og det hele virkede kaotisk, siger Carina Melgaard Frandsen og tilføjer, at Vejdirektoratet vil følge den trafikale situation ganske tæt, salte vejene og sætte ind med sneplove, hvis - eller når - det bliver nødvendigt. 

- Ved hjælp af vores prognoseværktøj kan vi se, hvordan vejenes tilstand udvikler sig cirka fem timer frem. Og vi er selvfølgelig i løbende kontakt med vores folk ude på vejene. 

Hun har et godt råd til de bilister, der begiver sig ud i tirsdagens morgentrafik: 

- Orienter dig på Vejdirektoratets trafikkort, og kør i god tid og efter forholdene. 

Varslet om kraftigt snefald gælder for det meste af Nordjylland - undtagen Thisted Kommune og Morsø Kommune. Herudover Djursland, de vestlige og nordlige dele af Sjælland og muligvis Lolland og Falster.

Se også
Varsel om kraftigt snefald i Nordjylland
Se også
Se billederne: Snekaos i Nordjylland
Se også
Politi: Lastbiler og sommerdæk skabte problemer i snestorm
Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste