Kommunen advarer: Falske sms'er og mails i omløb
Del ikke dine oplysninger, hvis du også har fået en sms eller mail med "Aalborg Kommune" som afsender
Pas på falske sms'er og mails fra Aalborg Kommune.
Sådan lyder en advarsel fra Aalborg Kommune selv, der er blevet gjort opmærksom på, at borgere har modtaget både tekstbeskeder og mails, der efter sigende skulle have Aalborg Kommune som afsender.
Del ikke dine oplysninger
- Aalborg Kommune er blevet opmærksom på, at der lige nu er falske sms'er og mails i omløb, hvor man bliver bedt om at logge ind via et link. Klik ikke på linket, skriver Aalborg Kommune.
Sms og mail skulle angiveligt forsøge at få dig til at give dine personlige oplysninger gennem linket som eksempelvis dine kortoplysninger, NemID eller MitID-oplysninger.
Myndigheder anmoder aldrig på sms
Ingen reelle virksomheder eller myndigheder anmoder om dine betalingskortoplysninger, dit NemID eller MitID eller andre log-in-informationer via mail eller sms.
I stedet kontakter Aalborg Kommune dig gennem mere det mere sikre system Digital Post via mit.dk, borger.dk og e-Boks.
Har du modtaget en falsk sms eller mail, bør du undlade at svare.
Har du allerede udleveret dine personlige oplysninger, bør du spærre dit kort og kontakte din bank for at stoppe eventuelle overførsler. Er dine personlige oplysninger blevet stjålet, kan du melde det til politiet.