Billede beskrivelse

Kom til strikke-workshop i Nibe

08. oktober 2024 kl. 19.03

At bruge sine hænder til kreative projekter er blevet yderst moderne de sidste par år. Derfor inviterer 'Strik med garniture' til workshop i Kulturhuset i Nibe søndag den 17. november fra klokken 10-13.30. 

Bagom 'Strik med garniture' står Mette Bach Sloth, som på baggrund af sin egen interesse for strik, lavede Facebook-siden af samme navn. Mette har arrangeret flere lokale arrangementer med strik i fokus. Blandt andet har hun stået for strikkevandringer, strikkekoncerter samt eventet Strik i det Fri. 

- Det er for at bakke op om vores lokale liv, fordi jeg selv interesserer mig for det. 

Og nu er tiden så kommet til en vaskeægte workshop for at udvide kundskaberne indenfor strik.

Billede beskrivelse

Workshop med bestemt stil

Til strikkearrangementet vil Anna-Stina Korsholm undervise i freeformens grundteknik samt nye teknikker indenfor strik og hækling. 

Under workshoppen er målet at ende med en hjemmelavet clutch, brilleetui, taske eller noget helt andet, for det er nemlig op til dig at bestemme, hvad du vil lave til arrangementet. 

Til dette arrangement skal du strikke og filte en grundmodel hjemmefra, hvorefter du til workshoppen vil arbejde videre på grundmodellen med små "amøber" og perler. Det vil sige, at grundmodellens udsmykning påbegyndes under workshoppen sammen med andre, der også er vilde med at bruge tiden kreativt. 

- Det er både unge og ældre, der strikker her, fortæller Mette Bach Sloth. 

Tilmelding

Under workshoppen vil du ligeledes få tips, tricks og teknikker til den færdige proces.

Tilmelding koster 350 kroner og inkluderer opskrift og garn til grundmodellen, en sandwich samt en koncert efter workshoppen fra klokken 14 til 17. 

Dertil vil den lokale garnbutik Knit'n Knot være der med et udvalg af garn og tilbud. Workshoppen foregår i Kulturhuset i Mellemgade 8B i 9240 Nibe. 

Du kan finde flere informationer vedrørende eventet hos 'Strik med garniture' på Facebook. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste