Kom til adventshygge for hele familien ved De Syngende Træer i Kildeparken
AKKC gentager succesen fra sidste år med adventshygge for hele familien ved De Syngende Træer i Kildeparken.
Den første søndag i advent falder d. 3. december i år, og her bliver sangene i musikstanderne ved De Syngende Træer skiftet ud med et væld af julehits. Derudover kan du glæde dig til julemagi i form af 250 levende lys, et pigekor med smukke julesange og mulighed for at købe julelækkerier.
En gratis aktivitet for hele familien
Siden 2012 har De Syngende Træer spillet julemusik i december, og det er efterhånden en juletradition at tusindvis af aalborgensere ligger vejen forbi Kildeparken for at lytte med og komme i julestemning.
- Det er bare en virkelig dejlig tradition. Ved juletid er der en helt vildt hyggelig stemning i parken, så det skal man ikke snyde sig selv for. Det er en gratis aktivitet midt i byen som virkelig samler aalborgensere i alle aldre, fortæller Anna Højen, Chief Press Officer hos AKKC.
Træerne er blevet plantet af kunstnere, der har optrådt i AKKC siden 1987, og musikstanderne spiller deres mest kendte sange. Til jul bliver disse dog skiftet ud ved de kunstnere, der har lavet julemusik, og i år spilles der derfor julehits ved 62 af de knap 100 træer.
- Hver gang vi har fået en ny kunstner i kalenderen, så skal vi lige ind og se, hvad de har af julemusik i deres repertoire. Så glæder vi os sådan til at få dem med ud i parken, og blive en del af den her tradition, fortæller Anna smilende.
Levende lys, pigekor og julegodter
I år åbner parken med De Syngende (jule)Træer d. 1. søndag i advent, hvor Aalborg Kommune tænder 250 levende lys kl. 15.30. Her vil det rytmiske pigekor High Notes fra Aalborg Kulturskole synge hyggelige julesange i skæret fra de smukke lys.
Restaurant AKKC by MEST disker desuden op med en lækker julebod, hvor man kan købe gløgg, æbleskiver, vaniljekranse, brændte mandler og saftevand.
- Det var første gang sidste år at vi lavede en juleåbning af parken med De Syngende Træer første søndag i advent, og det var en kæmpe succes. I år skruer vi derfor lidt ekstra op for julehyggen, lover Anna.
De levende lys tændes desuden hver søndag i advent i parken.
Mariah Carey, Shakin' Stevens og Bob Dylan
Mange 1.000 mennesker trykker på musikstanderne i december - både dem, der kommer forbi tilfældigt, men rigtig mange gør også en udflugt ud af at besøge parken med De Syngende Træer.
- Det er børn, bedsteforældre, venner, kærestepar, turister. Det er en hyggelig stund at gå rundt mellem træerne og finde sin yndlingskunster eller at gætte sange og artister, fortæller Anna.
Man kan blandt andet høre julehits af Mariah Carey, Shakin' Stevens, Elton John, Bob Dylan, Jeff Dunham, Andrea Bocelli, Beyonce og mange flere. Måske din yndlings-julesang også er iblandt?
- For mig er de træplantinger, jeg selv har været en del af selvfølgelig noget ganske særligt. For nyligt var Katy Melua fx tilbage og optræde, og hende er jeg stor fan af. Hun har julesangen O Holy Night, fortæller Anna og fortsætter:
- Hun ville gerne genbesøge sit træ i parken og tage et billede af det til sin bedstefar. Kunstnerne synes jo også det er ret særligt, at have et træ her i Aalborg, der står og spiller deres musik.