Kenneth og Peter sælger kunst i deres lejlighed
Par vil vise, at kunst er for alle og laver alternativ udstilling i weekenden
AALBORG: På badeværelset hænger tre værker. Måske ikke der, de fleste umiddelbart vil sætte kunst op, men når man nu alligevel sidder der, kan man lige så godt bruge tiden på noget fornuftigt, lyder ræsonnementet.
Også i den højloftede lejligheds øvrige rum finder du masser af kunst at gå på opdagelse i. Hen over weekenden har Kenneth Jakobsen Bøye og Peter Juul nemlig omdannet deres private hjem i Nørregade til et alternativt galleri, som du kan opleve.
- Vi hører tit, at vi er gode til at indrette med kunst, og vi har hængt værkerne, som vi selv ville gøre det, forklarer Kenneth Jakobsen Bøye.
Alt er til salg
Under navnet Kunst i Stuerne vil de i både konkret og overført betydning tage kunst ned fra piedestalen og vise, hvordan man kan bruge værkerne. De har valgt otte meget forskellige kunstnere til at udstille - og alt på deres vægge er til salg.
- Vi har grundlæggende valgt ud fra, hvad vi selv kan lide. Vi har sørget for, der er noget smalt og noget lettilgængeligt og noget humor og glimt i øjet, fortæller han.
Priserne ligger mellem 500 og 32.000 kroner - for igen - alle skal kunne være med. Og nej, man er ikke forpligtet til at købe noget, man må hjertens gerne komme, bare fordi man er nysgerrig, understreger Kenneth Jakobsen Bøye, der til daglig er forlagsredaktør og læremiddelforfatter ved Alinea, mens Peter Juul er formidlingschef på Kunsten.
I det hele taget fylder kunst meget i deres liv. Siden de mødtes for tyve år siden, har de brugt meget tid på at besøge gallerier over hele verden og prioriterer kunst over mange andre ting - f.eks. en dyr, stor bil.
Med Kunst i Stuerne vil de gerne give glæden ved at leve og arbejde omgivet af kunst videre.
- Så håber vi bare, der kommer nogen, ellers er det jo ikke så meget ved, ler Kenneth Jakobsen Bøye.
Kunst i Stuerne finder sted lørdag 5. november og søndag 6. november på adressen Nørregade 19, 1. tv., 9000 Aalborg. Du kan se mere på Facebook og Instagram under @kunst-i-stuerne
Kunstnerne, der udstiller, er:
Frans Peter Valbjørn Knudsen
Nanna Stech
Jacob Thellufsen
Michael á Grømma
Lars Vilhelmsen
Peter Juul
Ulla Lundsgart
Marc Du