Karneval fester med kærlighed: Det skal være sjovt - ikke grænseoverskridende
Særlige betjente vil skabe tryghed ved at gå med i optoget
AALBORG: Nu er der ikke længe til, at sambarytmerne fylder i Aalborgs gader.
Karnevalet nærmer sig for alvor.
Og for langt de fleste betyder det en festlig dag med udklædning, dans, venner og lidt - eller en del - procenter i blodet.
- Når mange mennesker er samlet, og alkohol er indblandet, øges risikoen for uheldig og krænkende adfærd, lyder det fra Aalborg Karneval i en pressemeddelelse.
Et optog med respekt
Derfor tager Aalborg Karneval hul på en kampagne, der skal få karnevalsdeltagerne til at tænke sig om en ekstra gang i det store optog.
- Håbet er, at vi kan sende en appel til karnevalisterne på sociale medier, mens de er ædru. Bannerne i Kildeparken kommer til at fungere som en reminder, når festen er i gang, uddyber Jeanett Kaare.
Hun fortsætter:
- Et karneval skal være for alle, men det er kun sjovt, hvis vi behandler hinanden med respekt.
Det er altså en venlig reminder - og ikke en løftet pegefinger, du kan støde på i dit feed den kommende tid.
Politi og kommunen er med
Med samme, stærke budskab i ryggen tilslutter både Aalborg Kommune, politiet og Sex & Samfund sig kampagnen, som du nok vil støde på via de sociale medier i de kommende uger.
- Karnevalet er en fest, som skal forbindes med noget positivt og sjovt, og det budskab skal vi have ud til så mange som muligt. Derfor er jeg glad for, at Aalborg Karneval har rakt hånden ud til samarbejde om en fælles kampagne, siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.
Det skal du gøre under karnevallet
Også Nordjyllands Politi har et skarpt øje på at få karnevalet til at være en god fest for alle deltagere.
- Hos Nordjyllands Politi har det årlige karneval i Aalborg en høj prioritet. Vi har indsatser både før, under og efter arrangementet, lyder det fra Sune Myrup, der er vicepolitiinspektør hos politiet.
Med i selve optoget går der såkaldte dialogbetjente, som du også kan finde i Kildeparken under festlighederne.
- Føler man sig utryg eller har spørgsmål, der vedrører politiet, så er man altid velkommen til at henvende sig til dem. Kan man ikke umiddelbart finde en betjent, så henvender man sig naturligvis på telefon 114.